| Færinger på ny kurs
Lørdagens lagtingsvalg er ikke et valg mellem løsrivelse
eller fortsat samhørighed med Danmark. Færøerne
er slået ind på en ”tredje vej”.
ER DU tjóðdveldis eller sambandsmand? For eller imod
løsrivelse fra Danmark?
I mere end hundrede år har spørgsmålet været
uomgængeligt, hver gang to færinger har mødtes.
Og ved hvert eneste lagtingsvalg har det været et hovedtema
i valgkampen.
Men sådan er det ikke mere. Når færingerne i
morgen sætter deres kryds, kan de se tilbage på en
debat, der først og fremmest har handlet om børnene,
de gamle og de svage. Om det stagnerende folketal og det store
kvindeunderskud. Om valget mellem mere velfærd eller flere
skattelettelser - og ikke mellem ja eller nej til rigsfællesskabet.
Meget tyder således på, at polariseringsepoken er
ved at være forbi. Lige siden de første partier blev
dannet, har færøsk politik været karakteriseret
af ”den dobbelte skillelinje”. Af et politisk landkort,
som foruden en venstre-højre akse, har været inddelt
i et for eller imod samhørighed med Danmark. Og som i parentes
bemærket har delt befolkningen i to lige store blokke.
Men nu er fronterne blødt op. Forud for valget i morgen
er partierne søgt mod midten, hvor der - som ved det danske
folketingsvalg i november - er trængsel om at love bedre
skoler, flere penge til hospitalerne og fortsat udbygning af de
øvrige klassiske velfærdsområder.
Og hvad løsrivelses-samhørigheds-aksen angår,
er ikke alene den rituelle mudderkastning mellem republikanerne
og sambandspartiet hørt op. De to partiledere har sågar
rejst rundt på fælles valgturné. Et kuriosum
måske. Men også tegn på, at der blæser
nye vinde i færøsk politik.
FOR FIRE ÅR siden var øerne, der netop er kåret
som ”verdens dejligste” af National Geographic Traveler,
i dyb politisk krise.
Efter seks år med den suverænitetskoalition, der forgæves
forhandlede om færøsk selvstændighed med daværende
statsminister Poul Nyrup Rasmussen, måtte lagmand Anfinn
Kallsberg i december 2003 udskrive valg i utide. Og ved januarvalget
i 2004 havde de fleste færøske vælgere tabt
troen på fullveldi; på at Færøerne snarest
ville blive en suveræn nation.
Modstræbende måtte republikanerne gå i opposition,
mens socialdemokraterne sammen med den konservative folkeflok
og det liberale sambandsparti dannede ny regering. Og fra sin
plads på sidelinjen i det nye lagting ridsede republikanerlederen,
Høgni Hoydal det ene skrækscenarium efter det andet
op: Nu ville Færøerne sætte resultaterne fra
de seneste seks år over styr. Den økonomiske afhængighed
af Danmark, der var reduceret fra knap en milliard kroner i bloktilskud
til godt seks hundrede millioner om året, ville vokse. Alt
arbejde med at overtage sagsområder ville gå i stå.
Men sådan er det faktisk ikke gået.
MED LAGMAND Jóannes Eidesgaard i spidsen er der paradoksalt
nok blevet overtaget flere sagsområder fra Danmark de seneste
fire år, end der blev på de knap seks år med
løsrivelseskoalitionen.
Under det nuværende landsstyre er Hjemmestyreloven fra 1948
omsider blevet suppleret med en mere moderne lov, Overtagelsesloven
af 24. juni 2005, der udvider færingernes muligheder for
at overtage sagsområder fra de danske myndigheder. Siden
er lufthavnen på Vágar blevet færøsk
anliggende. Mediansvarsloven og det civile beredskab er overtaget,
og for nylig er også folkekirken kommet på den færøske
finanslov. Overtagelsesloven giver dog stadig ikke mulighed for
at overtage vigtige sagsområder som bl.a. statsforfatningen,
udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Og i den anden lov
fra samme dag om større udenrigspolitiske beføjelser,
Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige
aftaler, omtales Færøerne som ”Kongeriget Danmark
for så vidt angår Færøerne”. En
formulering, republikanerne ser som bevis på, at Færøerne
har solgt ud af sit grundlæggende og folkeretlige krav på
selvbestemmelse. Men uagtet at Høgni Hoydal, så snart
tv-kameraet stiller ind på ham, som et mantra messer formuleringen,
piller det ikke ved, at en bevægelse er sat i gang.
Gradvist vil Færøerne overtage de resterende 21 sagsområder.
Sag for sag, skridt for skridt bevæger færingerne
sig således ud af enten-eller-fælden, hvor det enten
handler om hurtig og fuldstændig løsrivelse fra Danmark
eller om for enhver pris at bevare status quo. Flere og flere
erkender, at verden i dag er alt for kompleks og paradoksfyldt
til at kunne rummes i dilemmaer.
Nu handler det om den ”tredje vej”. Om et både-og,
hvor Færøerne både er politisk og økonomisk
selvbærende og samarbejder med Danmark på stadigt
mere ligeværdig vis. Allerede da lagmand Eidesgaard tog
over for fire år siden, imødekom han den tidligere
løsrivelseskoaliton ved at lægge op til et nationalt
kompromis om dens udspil til en færøsk grundlov,
og under valgkampen har flere fremhævet, at der i dag er
nogenlunde konsensus om, at Færøerne engang ude i
fremtiden bliver en suveræn nation. Et konkret årstal
er man dog ikke enedes om endnu.
For lagmanden handler det lige nu om ”Vision 2015”,
et strategioplæg, der i de kommende år skal omstille
Færøerne fra fiskeindustrisamfund til et vidensamfund,
der kan matche udfordringerne i en stadig mere globaliseret verden.
Og ambitionerne fejler ikke noget. Står det til Eidesgaard
skal Færøerne således om syv-otte år
være et af de lande, der klarer sig bedst i verden.
SPØRGSMÅLET ER så, om et lillebitte land langt
ude i Nordatlanten overhovedet har en chance. I den globale konkurrence.
Og i det hele taget. Onde tunger vil hævde, at færingerne
i de kommende år vil få nok at gøre bare med
at overleve som et folk på de smukke øer.
Økonomisk går det ganske vist forrygende. I øjeblikket.
Færøernes økonomi har altid været sårbar,
fordi den stort set udelukkende er baseret på fisk, og når
det går godt for fiskeriet, går det også godt
for Færøerne. Og omvendt: Forsvinder torsken, rammes
lakseynglen af sygdomme, falder efterspørgslen efter fiskeprodukter
og dermed markedspriserne, går det skidt. For ikke at tale
om den økonomiske krise i 1990’erne, hvor over femtusinde
færinger flygtede fra massearbejdsløshed, og huse
og skibe i hundredvis blev sat på tvangsauktion.
Men de seneste to år har Færøerne redet med
på den internationale højkonjunkturbølge,
og indenrigspolitisk har økonomien yderligere fået
et boost i form af skattelettelser for knap tre hundrede millioner,
ligesom der er foretaget store offentlige investeringer i infrastrukturen.
I et forsøg på at dæmme op for affolkningen
af de yderste øer er der bl.a. investeret i tunneler, havneanlæg
og færger. Samtidig har ny realkreditlovgivning gjort det
muligt også for færingerne at finansiere deres huse
med afdragsfrie lån, og det har for alvor sat skub i forbrugsfesten.
Færingerne køber biler og rejser som aldrig før.
Økonomien buldrer derudad, og underskuddet på betalingsbalancen
er nu på 1, 2 milliarder. Ifølge rigsombudsmandens
seneste beretning var der forrige år en vækst, målt
på i BNP i løbende priser, på 10,4 procent,
og ifølge den færøske finanslovsredegørelse
for i år steg lønudbetalingerne i 2007 med hele 8,2
procent. I november faldt ledigheden til de historisk lave 1,
3 procent, og mange steder mangler der arbejdskraft. Såvel
Danmarks Nationalbank som Færøernes Økonomiske
Råd advarer da også mod risikoen for overophedning.
I VALGKAMPEN har de begyndende krisetegn nu ikke været
synderligt diskuteret, for ikke at sige, de har været forsøgt
dæmpet ned. Nu går det jo lige så godt …
Et andet alvorligt emne er derimod kommet på dagsordnen:
Den demografiske udvikling.
I december 2007 var der 48.405 mennesker på Færøerne.
Folketallet står i stampe, og flere og flere taler om, at
der bør gøres mere for at lokke nogle af de ca.
20.000 færinger, der bor i Danmark, hjem.
Ikke nok med at samfundet statistisk set er gået i stå.
Også kønsfordelingen er skæv. For hver hundrede
færinger er de 52 af hankøn, og i aldersgruppen 24
- 39 år mangler der hele 2000 kvinder i forhold til mænd.
Bliver udviklingen ikke vendt, kan man(d) glemme alt om at blive
et selvbærende og moderne velfærdssamfund, der kan
måle sig blandt de bedste i verden.
Da tv’s store partilederdebat skød valgkampen i gang
6. januar, blev det pinligt tydeligt for enhver, at den er helt
gal. Frem på skærmen tonede seks midaldrende mænd
og en fyr med et nyt parti, hvis eneste mærkesag er bedre
gymnasier. Syv mænd og ikke én kvinde.
I det nuværende lagting er tre af de 32 pladser, eller kun
9,4 procent besat af en kvinde, og selv om meningsmålingerne
peger på, at godt hver femte lagtingsmedlem efter valget
vil være af hunkøn, er der langt endnu, før
Færøerne kan prale af at være i front med den
parlamentariske kvinderepræsentation.
Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Måske
er kvindernes usynlighed en af grundene til, at de såkaldte
bløde værdier har fyldt så meget i denne valgkamp?
Hvis det skal være attraktivt for kvinder at melde sig ind
i politik og i det hele taget bidrage i samfundet på lige
fod med mændene, skal de basale velfærdsområder
styrkes.
På Færøerne bor man i eget hus, og med de nuværende
huspriser er det umuligt for en enlig mor, hvad enten hun tjener
sine penge som ufaglært i fiskeindustrien eller som skoletandlæge,
at bo i Tórshavn. Lejligheder eksisterer stort set ikke,
boligstøtte til de få, der bor til leje, er et ukendt
begreb, og den offentlige børnepasning er dyr. De sociale
systemer på Færøerne er slet ikke indrettet,
så de matcher moderne familiemønstre, hvor flere
og flere er singler og enlige forsørgere.
UANSET HVILKET landsstyre, der bliver dannet, bliver der nok at
tage fat på. Velfærden skal udbygges og indtjeningsmulighederne
forbedres. Der bliver brug for en mangfoldig vifte af virksomheder
og erhvervsmuligheder, og der skal trækkes flere udenlandske
investorer til for at få investeret tilstrækkeligt
i IT og uddannelse på alle niveauer.
Som innovation i Danmark er buzzword, når det handler om,
hvad landet skal leve af, er nýskapan blevet det på
Færøerne. Hovedparten af indtægterne vil også
fremover komme fra fiskeri og fiskeindustri, men også her
skal tænkes nyt. Såvel med hensyn til fiskerilovning
og finansiering som med ressourceforbrug og fangstmetoder, hvor
erhvervet mødes af stadigt stigende krav til miljøhensyn
og bæredygtighed.
På et tidspunkt kommer olien forhåbentlig til at bidrage
til den færøske økonomi. Der gennemføres
fortsat prøveboringer, men foreløbig lader det sorte
guld vente på sig.
Turisme kan blive et vigtigt supplement. Den nylige anerkendelse
fra det amerikanske rejsetidsskrift er langtfra enestående.
Flere og flere får øjnene op for den færøske
naturs kvaliteter som åndehul i en verden af støj
og stress. Der er da også fokus på udvikling af erhvervet.
Der investeres i hoteller, restauranter og cafeer og satses på
mere kultur, herunder festivaler med internationalt anerkendte
musikere som Eivør, Teitur og Brandur Enni.
Vil man fremover ”brande” Færøerne, er
det imidlertid nok så vigtigt for det kommende lagting at
undgå imageødelæggende sager som den for et
år siden, hvor et forslag om at indføje en beskyttelse
af homoseksuelles rettigheder i den såkaldte racismeparagraf,
§266b, vakte en voldsom debat, der nåede verden rundt.
Og hvor det kun med nød og næppe lykkedes demokratiet
at sejre over den kristne fundamentalisme.
DET GAMLE mundheld ”alt kan ske i politik” gælder
også på Færøerne. Intet er sikkert, før
sidste stemme er talt op. For første gang ved et lagtingsvalg
er Færøerne én samlet valgkreds, og det kan
give forskydninger. Også ”gymnasiepartiet” kan
skabe dønninger. Alligevel taler al sandsynlighed for,
at det også i de kommende fire år vil blive socialdemokrater,
sambandsparti og folkeflok, der skal fordele landsstyretaburetterne
mellem sig.
Under alle omstændigheder bliver det spændende –
også for danskere - at følge færingernes fortsatte
bestræbelser på at blive et af de bedste lande i verden.
Og ikke mindst deres nye kurs mod politisk og økonomisk
bæredygtighed.
Lisbeth Nebelong er forfatter, journalist og master of public
management, MPM. På fredag udgiver hun romanen Færøblues.
Læs kronikken på
færøsk her
Se evt også:
|
