|
Velfærd vigtigere end suverænitet
Når færingerne går til valg på tirsdag,
står løsrivelse fra Danmark for første gang
i seks år ikke øverst på dagsordnen.
Kronik i dagbladet Information den 17. januar 2004
Betragter man de blinkende valgannoncer på de færøske
avisers hjemmesider virker det ved første øjekast
som om temaet er det sædvanlige og fronterne mindst lige så
skarpt optrukne som ved de seneste lagtingsvalg.
"Farvel suverænitet - goddag Færøerne"
lyner sambandsmanden Hedin Mortensen i sort og gult. "Sort
samhørighedspolitik eller fri fremtid" flimrer republikaneren
Høgni Hoydal i hvidt og lilla.
Men bortset fra disse polariserede markeringer er det anderledes
og mere stilfærdige valgtemaer end for-eller-mod rigsfællesskab
med Danmark, der er på dagsordnen forud for tirsdagens lagtingsvalg.
Efter knap seks år med en suverænitetskoalition, der
krakelerede definitivt med lagmand Anfinn Kallsbergs tilbagetræden
og udskrivelse af valg i utide for nylig, er de fleste færinger
trætte af at høre om "fullveldi". Begrebet
"suverænitet" nævnes næsten ikke i valgkampen.
Og ganske vist popper ord som "selvbærende" og "selvstyre"
op hist og her, men ellers er det velfærden, vælgerne
er mest optagede af. Omsorgen for børnene, de ældre
og de svageste. Hvordan velfærden skal finansieres og prioriteres.
At færingerne generelt er lidt frustrerede, understreges af,
at der denne gang er opstillet en politisk hofnar á la Jacob
Haugaard, der forsøger sig med sit "Sjove parti".
Selv om intet er sikkert før sidste stemme er talt op tirsdag
nat, tyder meget på, at en epoke i færøsk politik
er forbi. Suverænitetsskuden, der blev søsat i 1998,
godt hjulpet af den danske regerings og Den Danske Banks optræden
i forbindelse med den økonomiske krise og "banksagen"
og i stærk medvind fra forventningen om et forestående
færøsk olieeventyr, er tilsyneladende strandet. Og
bortset fra Republikanerne, der i meningsmålingerne står
til at miste to af sine otte mandater, er det svært at få
øje på andre, der brænder for at bjerge den kuldsejlede
kutter.
Lagmandens parti, Folkeflokken, der sammen med Republikanerne stod
i spidsen for koalitionsregeringen, har allerede erklæret
suverænitetsprojektet for dødt. Og har i øvrigt
nok at gøre med at reparere eget image.
Efter at det i en journalistisk bog, der udkom sidst i november,
blev dokumenteret, at Kallsberg i sin fortid som bogholder for en
filetfabrik først i firserne havde overført 915.000
kr. til to skibe, han selv ejede, har ingen af de andre partier
længere tiltro til, at Anfinn Kallsberg har en fremtid som
lagmand. Det var da også denne kreative bogføring,
der fik vicelagmand Høgni Hoydal fra Republikanerne til kort
efter at meddele, at partiet ikke længere havde tillid til
Kallsberg. Hvorefter lagmanden svarede igen med at fyre de republikanske
ministre og udskrive valg halvandet år inde i valgperioden.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe koalitionen
ville have holdt, hvis bogen ikke var udkommet. Allerede i forsommeren
2002 havde sagen været i medierne, og selv om det i første
omgang lykkedes lagmanden at få den dysset ned, havde et stadig
mere kritisk færøsk fjernsyn gang på gang bragt
indslag om det nedslidte forhold mellem Kallsberg og Hoydal, da
"Skyd journalisten" udkom.
Flere og flere færinger var for længst begyndt at stille
spørgsmålet: Hvornår revner koalitionen? Og oppositionen,
bestående af Sambandspartiet og Socialdemokratiet, vejrede
morgenluft, i takt med at meningsmålingerne pegede mod flertal
for de to partier alene.
Mange vil mene, at regeringskoalitionens suverænitetsprojekt
fik dødsstødet, da Poul Nyrup Rasmussen på vegne
af den daværende danske regering i foråret 2000 affejede
den færøske forhandlingsdelegation med sit ultimative
"tilbud": Fire års aftrapning af det danske bloktilskud,
hvorefter færingerne måtte sejle deres egen sø,
hvis de ville forlade rigsfællesskabet. Andre vil hævde,
at de færøske socialdemokrater allerede inden da havde
revet tæppet væk under koalitionen ved at melde ud,
at partiet ikke støttede en suveræn færøsk
nation, så koalitionen måtte rejse til Danmark med et
så spinkelt mandat, at den reelt var sat skakmat, før
forhandlingerne med Nyrup begyndte.
Onde tunger vil påstå, at et politiske styre, baseret
på suverænitetsvisionen, fra første dag har været
ren galimatias: At ville samle tre - og efter valget i 2002 fire
- partier, der politisk spænder fra det yderste venstre til
det yderste højre om at forlade rigsfællesskabet og
gøre et ø-samfund med 47.000 mennesker til en selvstændig
nation, var et projekt, der var determineret til at kuldsejle.
Og havde det så endda været for olien. Men det sorte
guld, der skulle være med til at finansiere drømmen,
lader stadig vente på sig.
Under alle omstændigheder har den globale udvikling ikke været
med den færøske suverænitetsproces. Mens koalitionen
har kæmpet for at skabe deres suveræne nation midt i
Atlanten, er nationalstatens grænser i Europa gradvist blevet
udvisket. Tendensen i dag går mod netværks- og alliancetænkning
samt indgåelse af partnerskaber, og ganske vist vil republikanerne
mene, at netop ved at melde sig ud af rigsfællesskabet, ville
Færøerne stå frit til at indgå alliancer
med andre lande. Men efter 11.september 2001, er verden blevet mere
usikker, og tilbøjeligheden til at søge tryghed i
det kendte, er øget.
Spørgsmålet om forholdet til Danmark skal dog nok
komme på dagsordnen i den kommende fireårige valgperiode.
På den måde har de seneste knap seks års arbejde
under alle omstændigheder sat sig spor. Resultaterne er til
at føle på, når det gælder kampen for selvstændighed
og for at formindske afhængigheden af de danske subsidier
ved at overtage en række områder politisk og administrativt.
I dag erkender selv Sambandspartiet, at Hjemmestyreloven fra 1948
skal moderniseres, og socialdemokraterne er klar med et forslag,
der erstatter Hjemmestyreloven med en traktat, som gør Danmark
og Færøerne til ligeværdige partnere. Og som
én gang for alle gør op med den juridisk grumsede
status, Færøerne har haft siden 1948, hvor Danmark
ikke formelt har taget stilling til, om loven om hjemmestyret er
reversibel eller ej, og dermed aldrig reelt har besluttet, om kompetencer,
der er givet færingerne, kan trækkes tilbage igen.
Gennem de seneste to lagtingssamlinger er den økonomiske
afhængighed af Danmark reduceret betragteligt. Alene i 2002
blev de samlede danske statstilskud skåret ned med knap 27
procent til godt en milliard kroner, hvoraf bloktilskuddene udgjorde
de 615 millioner.
I løbet af de seneste knap seks år er den færøske
udlandsgæld halveret, og opsparingen er øget. Færøerne
har overtaget en lang række anliggender i henhold til hjemmestyreloven,
bl.a. finansieringen af skolevæsenet. Og det nuværende
landsstyre havde, inden det blev kastet ud i valgkampen, gjort yderligere
24 anliggender klar til overtagelse.
Så selv om udsigten til en suveræn færøsk
stat ikke er lige om hjørnet, har suverænitetskoalitionen
sat fingeraftryk, som også vil kunne mærkes fremover.
Ikke mindst de økonomiske forbedringer bliver der brug for.
Efter en årrække med vækstrater på op mod
ti procent, er den færøske økonomi på
vej mod en lavere, mere "normal" vækst på
2-3 procent om året. Og selv om det er for tidligt at tale
om krise, er der alvorlige problemer for fiskeriet og dermed for
økonomien, der næsten udelukkende er baseret på
fiskeriet og den deraf afledte fiskeindustri. Ikke mindst rejetrawlerne
er i vanskeligheder, men også dambrugene er hårdt ramt
af faldende priser. Oveni har der været problemer med sygdomme
og med foderet, der har indeholdt for meget dioxin - aktuelt dokumenteret
i en international undersøgelse, som direkte advarer mod
at spise nordatlantiske laks.
Skal det færøske samfund også i fremtiden været
et velfærdssamfund, må der derfor satses bevidst på
en større diversificering af økonomien.
I snart hundrede år har færøsk politik været
karakteriseret af "den dobbelte skillelinie". Af et politisk
landkort, som udover en traditionel venstre-højre akse, har
været delt i et for eller mod samhørighed med Danmark.
Gennem alle årene har Færøerne i forholdet til
Danmark været splittet i to lige store dele med hver sin modsatrettede
holdning. Og i de seneste seks år er debatten blevet yderligere
polariseret.
Det spændende bliver nu, om oppositionen - hvis det går
som meningsmålingerne viser - blot vil føre Færøerne
"tilbage" til tiden før suverænitetsprocessen
tog fart. Eller om den visionært vil arbejde videre for, at
Færøerne gradvist får en stadigt mere selvbærende
økonomi og arbejder sig frem mod større selvstyre.
Om de partier, der vinder valget har mod til at hæve sig op
over dikotomien og tage en fordomsfri debat om, hvilke værdier,
det færøske samfund skal bygge på i en postkolonialistisk
tid og en stadig mere globaliseret verden.
Lisbeth Nebelong, journalist & MPM, har boet i Tórshavn
fra1965-67 og 1973-74. Hun skrev masteropgave om suverænitetsprocessen
i 2000 og har for nylig udgivet romanen "Når engle spiller
Mozart", der foregår på Færøerne.
|
