Lisbeth Nebelong
   


ffForsiden
vvForedrag
vvNovellekredsen
vvTrilogien
Sidste nyt
Når engle
spiller Mozart

Færøblues
xxMøde i mol
vvTuren går til
Artikler
Pressefotos



 

Artikel i Samvirke nr. 7/2004

 

Færøsk fest med undertoner

Folket, sproget og flaget fejres, når der er nationalfest på Færøerne i juli. Festtalerne handler om alt det, øboerne står sammen om at hylde, og derfor er der ingen grund til at nævne Danmark.

Når kulturkonsulent Oddvá Nattestad den 28. juli går på talerstolen foran tinghuset i Tórshavn for at åbne Olajdagene, er det ikke bare startskuddet til årets fest på Færøerne. Det er også en symbolsk akt og rituel handling. Et skuespil med sin egen scenografi og særlige retorik. En begivenhed hvor den færøske folkesjæl bliver italesat, og færingernes identitet vedligeholdt og videreudviklet. Og hvor Danmark aldrig nævnes. Ikke direkte i hvert fald.
At holde åbningstalen er et ærefuldt hverv. Talen transmitteres i tv og radio, og rundt omkring på torvet og græsplænen foran talerstolen står flere tusinde festklædte færinger, mange i nationaldragt, og venter. På talen og på at Olaj er "sat", så to døgns fest kan begynde: Med heste- og idrætsoptog gennem gaderne. Med sang og kædedans, hornorkestre og popkoncerter, gadeteater og kaproning i havnen.
Og på andendagen med landets kirkelige, politiske og administrative ledere i procession gennem midtbyen. Fra Lagtinget til gudstjenesten i Havnarkirken og tilbage igen, hvor lagmanden holder sin åbningstale efter tingets sommerferie.
Ved Ólavsøkan strømmer alverdens færinger til Tórshavn for at feste og fejre at Skt. Olav kristnede Færøerne, og at færingerne er et folk med eget sprog og flag. Hovedstaden vokser med mange tusinde i forhold til sit normale indbyggertal på knap 19.000, for festen er ikke kun det tidspunkt, hvor alle fra bygd drager til hovedstaden, og udrejste færinger vender hjem på visit. Den er også et yndet tidspunkt for turister at besøge øerne på.
I disse julidage er den i forvejen berømmede færøske gæstfrihed uden grænser, og der skeles ikke småligt til social rang eller politisk observans. Alle døre og hjerter står på vid gab, og enhver, der har lyst, er velkommen til at komme ind, spise, drikke og danse med. I dagevis har husmødrene lavet færøske retter i rigelige mængder, og skærpekødet, de tørrede lammelår hænger på rad og række med fint hvidt fedtlag i de udendørs fadebure, klar til at blive skåret i ødsle lunser og fortæret i festdagene.

TROLDSPEJLET. Selve Olajtalen er en hyldest til idrætten, kunsten og kulturen, til folket, sproget og flaget. En lokalpatriotisk fejring af fortid og tradition, men også et pejlemærke på, hvilke værdier, færingerne vil bygge på i fremtidens globale verden. Eller som Helena Dam á Neystabø udtrykte det, da hun forrige år åbnede festen.: "Vi skal holde fast i vores tusind år gamle historie, kultur og åndsliv, men vi skal også se fremad. Vi har både frihed og pligt til at føje nye og vigtige kapitler til historien og kulturen".
Og som den tidligere landsstyremand understregede: "Olaj minder os om, at bagved alle de daglige trakasserier og uenigheder er der noget større og vigtigere, der binder os sammen".
Ved Olaj fejres alt det, man står sammen om. Og derfor kommer festtaleren ikke ind på rigsfællesskabet. Spørgsmålet om samhørighed eller løsrivelse har i hundrede år delt Færøerne politisk midt over, så det er der ingen grund til at ribbe op i ved nationalfesten. Og derfor nævnes Danmark aldrig.
Indirekte kan taleren dog vanskeligt komme uden om emnet. For hylder man færøske værdier, holder man samtidig et troldspejl op med fortidens traumer under dansk overherredømme.
Fejrer man flaget, fortæller man samtidig historien om, hvordan det i næsten tredive år måtte vige for dannebrog, før det med hjemmestyreloven i 1948 endelig blev officielt anerkendt. Ærer man det færøske sprog, beretter man implicit, hvordan det var underlagt dansk, indtil det omsider blev indført som førstesprog i skolen i 1938 og året efter i kirken. Og fremhæver man det færøske styre og demokrati, sender man også en hilsen til en af de andre sorte milepæle i færøsk historie: da lagtinget i 1852 blev nedlagt, og Færøerne fik status som dansk amt. Og man giver gerne - som Helena Dam á Neystabø gjorde ved Olaj 2002 - en underforstået advarsel til Overdanmark:
"Det sker naturligvis aldrig igen, at Lagtinget bliver nedlagt. Tværtimod bør vi udvide og udvikle Lagtingets beføjelser og myndighed som eneste demokratiske repræsentant for den færøske nation. Det er utænkeligt og i uoverensstemmelse med folkeretlig tankegang, at beslutninger som vedrører vort liv, vort levned og vor fremtid, bliver taget i en anden nations parlament".
Åbningstalen har ikke mindst i de senere år udviklet sig til en kulturpolitisk manifestation og en platform for kodede meddelelser om, hvor langt Færøerne er nået i selvstændighedsprocessen. Taleren tager temperaturen på rigsfællesskabet og minder om, at fuldstændig frihed er målet.
Sidste års festtaler, Birgir Kruse, der nu er rektor for Nordisk Journalistcenter, brugte således billedet af færinger, der med en byrde på skuldrene vandrer i fjeldet, og som hver gang, de tror, at nu er de oppe, støder på endnu en fjeldtop, der skal forceres. Han erindrede tilhørerne om, at "vi endnu ikke er fremme", at "vi vandrer stadig", og han opfordrede den veluddannede ungdom til at gå vejen, fordi de " kan bære byrderne bedre og har viljen til at gå den sidste strækning".


NYRUP - NEJ TAK. Mens medlemskabet af rigsfællesskabet pakkes ind i billeder og sprogblomster, er der emner og personer, der er decideret tabu under Olaj. Nævn navnet Nyrup, og festen er øjeblikkelig ødelagt. Selv besindige socialdemokrater, der dengang sad i opposition, har ikke glemt, hvor arrogant, den daværende statsminister tiltalte færingerne, da han i 2000 affejede koalitionsregeringen med sit tilbud om fire års bloktilskud, hvis færingerne ville forlade rigsfællesskabet.
Citér Naser Khaders udtalelser om den kristne fundamentalisme på Færøerne. Eller hiv fotoet fra Ekstra Bladet frem, hvor det radikale folketingsmedlem har iført sig færøsk nationaldragt - som karnevalskostume. Og alt går i sort.
Mind om Poul Watson på "Sea Sheppard" og hans korstog for at få stoppet de færøske grindedrab. Og alle ser rødt.
I festdagene er sådanne mindelser om udefrakommende overgreb bandlyst. Det samme gælder interne færøske trakasserier, politisk kævl og skandaler.
Historien om tidligere lagmand Anfinn Kallsberg, der blev nødt til at udskrive valg i utide i december, fordi det blev dokumenteret, hvordan han i sin fortid som bogholder for en filetfabrik først i firserne havde overført knap en million kr. til to skibe, han selv ejede, er der ingen grund til at tale om. Den er uddebatteret. Ej heller den om den nuværende lagmand Eidesgaard, der ved et internationalt ambassadørbesøg kiggede for dybt i flasken og faldt i søvn under middagen. Han har gået bodsgang på tv - og den måske virkelige skandale: at ingen af lagtingskollegerne hjalp ham, men bare sad og så på, er heller ikke et festemne.
Og hvorfor spolere stemningen ved at bringe følsomme temaer som fri abort og homoseksuelles rettigheder på bane? De emner, der er årsag til fundamentalisme-betegnelsen, og som splitter befolkningen i to. I dem, der mener, at der som i Danmark skal være fri abort og ret til at indgå registreret partnerskab, og i dem fra centerpartiet og de kristelige bevægelser, der mener, at der skal strammes yderligere op, så færre kvinder får bevilget abort på særlige betingelser. Og at bøsser og lesbiske er unaturlige mennesker, der kan ryge og rejse. Hvad mange da også gør.

DET SORTE GULD. Olien er der ikke mange, der har lyst til at tale om. Eller rettere: manglen på olie. For det sorte guld, som koalitionsregeringen, der kom til i 1998 havde regnet med skulle finansiere en fri færøsk fremtid, lader vente på sig. Der bores da lidt, men hidtil er der ikke fundet noget.
Og fisken? Det seneste år har der været store problemer. Ikke mindst rejetrawlerne har været i vanskeligheder, men også dambrugene har været hårdt ramt af faldende priser, sygdomme og problemer med dioxin i foderet. Og ganske vist stiger fiskepriserne svagt igen. Alligevel er økonomien, der stort set kun er baseret på fisken, og som nu vokser med få procent om året, heller ikke så sjov at tale om som ved årtusindskiftet, hvor den gennemsnitlige årlige vækst i BNP var ti procent.
Kvinders repræsentation i samfundstoppen skal man(d) nok lade være med at bringe på bane, men i krogene hvisker kvinderne nok om det katastrofale januarvalg, hvor kun tre kvinder kom i lagtinget. Der er nu ikke en eneste kvinde i regeringen, og en kvinderepræsentation blandt de folkevalgte på under ti procent finder mange så pinlig, at der er planer om at opstille en ren kvindeliste til november, så fiaskoen ikke gentages ved kommunevalget.

DET TALER DE OM. Mens færingerne bevæger sig rundt til de talrige koncerter og andre kulturbegivenheder, kan de med stolthed tale om, hvor flot og varieret kulturlivet folder sig ud, og hvordan ikke mindst mange musikere har formået at sætte Færøerne på verdenskortet med moderne, færøsk inspireret musik. Det gælder unge og tunge popnavne som Teitur, Eivør Pálsdóttir og Brandur Enni, og det gælder den klassiske komponist Sunleif Rasmussen, der i 2002 fik Nordisk Råds Musikpris for Færøernes første symfoni, "Oceanic days".
Den 29. juli vil alle spændt afvente, hvad Jóannes Eidesgaard vil sige, når han holder sin første åbningstale i lagtinget.
Efter knap seks år med en koalition, der ønskede løsrivelse fra Danmark, er det en mere samhørighedsorienteret koalition, der nu har magten. Og mange frygter, at alt, hvad den tidligere regering udrettede, bliver sat over styr og i stå: At den færøske udlandsgæld igen skal vokse, efter at den ellers var halveret. At nedtrapningen af det danske bloktilskud fra knap en milliard til 615 millioner om året skal stoppe, og at det samme skal ske med overtagelsen af de mange anliggender ifølge hjemmestyreloven, som det tidligere landsstyre foretog.
Spørgsmålet er, om lagmanden har format til at hæve sig op over hundrede års polariserede for-eller-imod-rigsfællesskabet og præsentere et Columbusæg, der kan samle alle. Under alle omstændigheder er der bred enighed om, at hjemmestyreloven fra 1948 ikke længere er brugbar, og en traktat, der gør Danmark og Færøerne til ligeværdige partnere, kunne være en mulighed. At lagmandens parti har lagt op til et nationalt kompromis om den gamle regerings udspil til færøsk grundlov, kunne være tegn på, at et paradigmeskift er i gang.
Der er emner, lagmanden ikke kommer uden om. Økonomien naturligvis, hvor der må satses på investering i nye områder, så øerne gør sig mindre sårbare over for udsvingene i fiskeriet.
Men også miljø, forsvar, udlændingepolitik og mange andre af udfordringerne i en global verden, der har set den kolde krig slutte og oplevet 11. september 2001, og hvor der skal tænkes i netværk og partnerskaber. Og hvor spørgsmålet om forholdet til EU, som Færøerne ikke er med i, presser sig på.
Indenrigspolitisk er han nødt til at tale om affolkningen af de mindste af de atten øer og om, hvad der skal til for at stoppe den. Omsorgen for børnene, de ældre og de svage skal den socialdemokratiske lagmand nok tale om. Alle velfærdsudbygningerne, som er i rivende udvikling, og som også strukturelt undergår en decentralisering, hvor stadig flere områder lægges ud til de 48 kommuner, der selv er i gang med sammenlægninger.
Uanset partifarve håber færingerne, at deres lagmand kommer med et visionært bud på, hvilke værdier, et moderne færøsk samfund skal bygge på i de kommende år.
En tale, der sammen med Oddvá Nattestads symbolske åbningstale om lys og mørke kan give færingerne noget at være stolte af og tale videre om. Også efter at de natten til den 30. juli har rundet festen af med korsang fra tusindvis af stemmer. På samme sted som den blev åbnet. Med større udsyn. Og styrket bevidsthed om egen identitet

Lisbeth Nebelong er journalist og MPM og har boet i Tórshavn. Sidste år skrev hun romanen Når engle spiller Mozart, der foregår på Færøerne.

Fakta: Milepæle i nyere færøsk historie:
Med udgivelsen af det politiske manifest "Færøsk politik" i1903 tog den gryende nationalbevægelse for alvor fart, og i 1906 blev Selvstyrepartiet dannet.
I 1919 skabte færøske studenter i København det færøske flag, som først med hjemmestyreloven i 1948 blev officielt flag. I 1938 blev færøsk skolesprog og i 1939 kirkesprog. I 1946 stemte 50,7 procent ja til løsrivelse fra Danmark, som annullerede afstemningen og det republikanske parti blev dannet i protest.
I 1990'erne oplever Færøerne den hidtil værste økonomiske krise, hvor mere end ti procent af de 48.000 færinger emigrerer. I kølvandet på krisen og Danmarks rolle i den såkaldte bankskandale dannes i 1998 en løsrivelseskoalition. I 2000 forhandler den med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der vil give færingerne fire år med bloktilskud, hvis Færøerne vil forlade rigsfællesskabet.
I januar 2004 får Færøerne et nyt og mere samhørighedsorienteret landsstyre.

Artiklen kan ses i Samvirkes juli-nummer 2004

   
.