Outsidermagazin nr. 1 2005
Af Kim Simonsen
En moderne roman om Færøerne
Jeg har netop læst Lisbeth Nebelongs roman ”Når
engle spiller Mozart”, som er en samtidsroman om færøsk-danske
forhold.
Hendes bog handler om en kvinde, Lisa, som har boet på Færøerne
som ung. Hun gik i 3. g i Hoydal omkring 1974-75, og som datter
af rigsombudsmanden stod hun ofte for skud fra nationaltsindede
lærere. Lisa oplevede også sin første store
kærlighed, som var med til at gøre året i Tórshavn
som ”dansker” på Færøerne, så
følelsesmæssigt stærkt.
Omkring år 2000 vender hun tilbage til Færøerne
i erhvervsmæssigt øjemed. Hun er nu 44 år gammel,
jurist og lektor i statsforfatningsret på universitetet
i København.
Romanen handler om at finde mening i en kompleks verden. Om at
blive menneske og om at turde leve med kærligheden og erotikken.
Når det kommer til erotikken, er Nebelongs bog bådslængder
foran de sædvanlige færøske biedermeierromaner.
Selv William, som vitalistisk lovpriste livet, kvinderne og kærligheden,
slukkede næsten altid lyset i soveværelset. Hos Nebelong
er der hede elskovsscener, men de er ikke provokerende som pornoscenerne
i Høgni av Heiði’s bøger, men smukke,
og de har en naturlig placering i kærlighedshistorien.
Dette er en moderne, realistisk roman, som vi ikke skriver dem
på Færøerne.
Det handler om at vælge, om den store kærlighed, om
musik og politik på Færøerne i dag. Bogen er
en postkolonial roman, som jeg skal anbefale alle at læse.
Det bedste af det hele er, at hovedpersonen Lisa er en ægte
moderne person, og det gør hende interessant, fordi hun
altid refleksivt er i tvivl og revurderer sit liv og de valg og
ikke-valg, hun har foretaget i livet.
Moderniteten og eksistentialismen befinder sig langt inde i Lisas
sjæl, både når den er fastlåst og i udvikling.
Da hun kommer til Færøerne bor hun f.eks. på
Hotel Hafnia. Bare det, at forfatteren lader hovedpersonen bo
på et hotel i stedet for at være viklet ind i færøske
kliker, familier og netværk, gør, at hun ser mangt
og meget af det, som færinger ikke ser. Men det bedste af
det hele er at vi får en modig og fin fortælling om
vores samtid…
Det lader sig altså gøre at skrive interessant prosa
på Færøerne i dag.
Jeg mener, at Lisbeth Nebelong og Arthur krasinikoff’s ”Hvalens
øje”(om at være barn på Færøerne
under krigen) er de bedste færøske romaner i de senere
år. Det er selvfølgelig sin sag at vi skal importere
forfattere. På den anden side: Hvis vi vil vedkende os den
danskskrivende William Heinesen, hvorfor skulle vi så ikke
også vedkende os disse?
Outsidermagazin er et nyt færøsk-dansk kulturmagasin,
der udkommer to gange om året. Det redigeres af cand. phil
i nordisk litteratur, Kim Simonsen, der også har skrevet
ovenstående anmeldelse. Omtalen af bogen er bragt over tre
sider i magasinet, og uddraget er oversat fra færøsk.
Se www.outsidermagazin.com.
|
|