I 2021 udkommet i endnu en ny udgave
Da Lisa Bjørn Nielsen i februar 2000 kommer til Tórshavn for at holde foredrag, bliver det et gensyn med en fortid og en ungdomskærlighed, hun troede hun for længst havde lagt bag sig.
Som ung boede Lisa på Færøerne et år. Nu vender hun tilbage, men rejsen udvikler sig anderledes, end hun havde forestillet sig. I løbet af tre døgn møder hun fortidens længsler og skygger og tvinges til et selvopgør.
Når engle spiller Mozart er en roman om en kvindes søgen efter mening i en moderne verden. Om valg og fravalg, kærlighed, musik og politik. Det er også en fortælling om det nordiske. Og om forholdet mellem Danmark og Færøerne.
En stadigt aktuel 'steadyseller'
Når engle spiller Mozart udkom i august 2003 på forlaget elkjaeroghansen. I
2004 kom 2. oplag i paperbackudgave, i 2005 3. oplag, i 2007 4. oplag, i 2011 i endnu en paperback-udgave, og i 2014 som lydbog hos Boglyd, indlæst af forfatteren.
I 2016 indgik bogen som første roman i Færø Blues Trilogien, udgivet af Forlaget Hovedland.
Siden da har debutromanen været udsolgt.
Men med det stigende fokus på rigsfællesskabet og Færøerne som rejsemål er interessen for en nutidig fortælling om landet i Nordatlanten vokset. Også portrættet af Lisa og hendes overvejelser om kvindeliv og karriere er mere aktuel end nogensinde, og i 2021 blev Når engle spiller Mozart således udgivet i ny, særskilt udgave hos Hovedland.
I 2020 udkom bogen desuden på færøsk i Elin Henriksens oversættelse hos Sprotin, samt som lydbog, indlæst af Elin Brimheim Heinesen og udgivet af Ljóðbókatænastan ved Færøernes Landsbibliotek.
Debutromanen er dermed foreløbig trykt i 6.200 eksemplarer. |
|
|