|
I år er det præcis 50 år siden, at Lisbeth Nebelong sad i en loftslejlighed i Tórshavn og skrev de første sider af bogen om danske Lisa, som bliver forelsket i færøske Kári. Lisbeth Nebelong var dengang 19 år gammel.
Nu har Lisbeth Nebelong skrevet en ny fortælling om Færøerne. Denne gang drejer det sig om en novellesamling med sammenhængende historier.
I den nye bog møder vi igen musikeren Kári, advokaten Lisa og de andre personer, som vi kender fra Færø Blues-bøgerne.
Før Lisbeth Nebelong begyndte at skrive romaner, arbejdede hun som informationschef i Kommunernes Landsforening i Danmark og skrev bøger om privatøkonomi. Særligt bogen Sund økonomi: flere penge - mere frihed blev vel modtaget. Forlaget var interesseret i at få hende til at skrive flere bøger om økonomi og samfundsforhold, men Lisbeth Nebelong havde andre planer, hun drømte om at skrive en roman. Forlaget udgav ikke romaner, og i første omgang blev planerne lagt på hylden. Senere blev et nyt forlag stiftet, og Lisbeth Nebelong blev opfordret til at sende manuskriptet, hun havde været i gang med.
Den første roman, Når engle spiller Mozart, udkom første gang i 2003.
Lisbeth Nebelong laver meget research til sine bøger. Hun har flere personer med, og hændelserne strækker sig over et langt tidsforløb. Undersøgelsesarbejdet er vigtigt, hvis personerne skal have dybde. For eksempel har Lisbeth Nebelong været med en fisketrawler i to uger, for at forstå, hvordan livet ombord er. Hovedpersonen Lisa er jurist og for bedre at forstå hendes baggrund tog Lisbeth Nebelong nogle kurser i jura på universitetet.
Lisbeth Nebelongs bøger foregår hovedsageligt på Færøerne, og derfor har hun også undersøgt færøske forhold. Især er hun interesseret i forholdet mellem Færøerne og Danmark. Lisbeth Nebelong mener, at i visse tidsperioder har forholdene mellem landene været anspændt. For eksempel, da hun flyttede til Færøerne i 66. Hendes far havde fået arbejde på Rigsombuddet, og Lisbeth Nebelong skulle gå i femte klasse i 'Nonneskolen'. Det var hårdt at flytte, de store drenge råbte ukvemsord efter hende, og det første halve år var hun ked af det. Hun har set billeder af sig selv fra den tid, og det ses, at hun var rystet og sørgmodig.
- Jeg kunne ikke få smilet frem det første halve år, heller ikke da Ingálvur av Reyni skulle tegne mig.
Senere blev Lisbeth Nebelong meget glad for tilværelsen på Færøerne, hun sugede kulturen til sig, og da hun skulle flyttte til Danmark igen, var hun blevet færing i hjertet.
Lærer i Nonneskolen som 18-årig
Lisbeth Nebelong flyttede tilbage til Færøerne som 18-årig. Hun blev lærer i 'Nonneskolen' og underviste to klasser.
- Det var fantastisk at komme tilbage, men også hårdt, jeg var så ung og følte mig ofte ensom.
Da Lisbeth Nebelong begyndte som lærer, var der skolegang seks dage om ugen. I 1973 kom oliekrisen, og det blev nødvendigt at spare på olien. Undervisningen lørdag blev strøget, og det bekom den unge lærerinde vel at få længere weekend, for det var en stor opgave, som 18-årig, at være klasselærer for en 3. klasse. Hun underviste dem i alle fag, undtagen færøsk. Det hjalp, at hun havde boet på Færøerne som barn og kunne sproget.
Indimellem var det kaotisk. For at få børnene til at sidde stille fortalte hun dem historier. Lisbeth Nebelong har senere mødt nogle af eleverne, som har sagt, at det var klart, hun var blevet forfatter, fordi hun fortalte så mange historier i undervisningen.
Frygtede at støde færinger
Inden den første roman udkom, overvejede Lisbeth Nebelong, om hun som dansker kunne tillade sig at skrive om Færøerne og færinger, hun var bange for, om færingerne ville blive vrede. Det viste sig, at da bogen udkom, blev den særdeles godt modtaget på Færøerne.
Den første roman har en dansk kvinde som hovedperson. Den anden bog, Færøblues, blev ikke lige så godt modtaget som den første. Lisbeth Nebelong mener, at en årsag kan være, at hun kom for tæt på færingerne, fordi en færing var hovedperson. Læserne havde dog respekt for, at forfatteren havde sejlet med fisketrawler i sin research til bogen.
Lisbeth Nebelong havde forventet, at romanerne og lokaliseringen på Færøerne også ville vække interesse i Danmark, men sådan var det ikke i første omgang. Anmelderne gav hende ingen opmærksomhed, og de som gjorde, forholdt sig hånlige over for, at den første bog udspillede sig på Færøerne. Senere har bøgerne dog fået gode anmeldelser.
I bøgerne henvises der til de berømte forfattere William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen. Lisbeth Nebelong får megen inspiration fra deres skønlitteratur. I begyndelsen var hun bange for, om hun kunne tillade sig at bruge de to forfattere som inspiration, for det var en tung arv at løfte. Lektoren og forfatteren Hans Hauge tilskyndede hende til ikke at holde sig tilbage, men lade forfatterne og deres værker få sit eget liv i bøgerne.
- Nu er jeg blevet så gammel, at jeg hviler i mig selv. Jeg har ikke længere kvababbelse over at benytte William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen i mit forfatterskab, for det som jeg gør er helt anderledes.
I sin nyeste bog, Sonate for sorgfulde hjerter, bliver forfatterne også inddraget flere steder. Titlen henviser til et musikalsk værk, som William Heinesen har skrevet. Det er fiktion, men hændelserne i bogen henter inspiration fra virkeligheden.
Lisbeth Nebelong har haft seks fremlæggelser af sin nye bog forskellige steder på Færøerne.
- Det var så sjovt at komme rundt. Folk var i godt humør og havde mange fine spørgsmål.
Nu, da Lisbeth Nebelong er færdig med at skrive om Lisa og Kári, er det uvist, hvad hendes næste projekt bliver.
- Jeg har lovet mig selv ikke at skrive mere i år. Nu skal jeg bare nyde at komme ud og præsentere bogen.
For eksempel skal Lisbeth Nebelong besøge de danske bogklubber i London og Slesvig. som har vist bøgerne stor interesse. Lisbeth Nebelong har før besøgt disse bogklubber, og hun glæder sig til at komme tilbage. Medlemmerne i bogklubberne værdsætter, at der bliver skrevet om tokulturelle forhold, for hvis du har rødder i flere lande, kan det være vanskeligt at finde sin identitet og vide, hvor man hører hjemme.
De fleste bogklubmedlemmer er kvinder, som er gift med briter eller tyskere, og de genkender sig selv i parforholdet mellem den danske kvinde og den færøske mand.
Tak til kulturjournalist Nanný J. Toftegaard og fotograf ved Sosialurin, Àlvur Haraldsen samt til avisen for tilladelse til at gengive artiklen på såvel færøsk som i dansk oversættelse.
|
 |
