Hvordan tør hun? I en tid, hvor det vrimler
med kvindelige krimihelte. Hvor hovedpersonen helst skal være
en frustreret kvindelig journalist med rod i kærlighedslivet
og hang til mordgåder.
Så kommer Lisbeth Nebelong med en følsom skæbnefortælling
fra Torshavn. Om drengen Kári og hans opvækst i 70’erne.
Om gymnasiekærlighed, fortielser og forventninger i et forblæst
fiskermiljø. Som en moderne fortsættelse af de store
færøske klassikere og med klare hints til både
William Heinesens fortabte spillemænd og Jørgen-Frantz
Jacobsens erotiske Barbara.
Lisbeth Nebelong tør, fordi den historie har boet i hende
siden hun var 18. Fordi Káris skæbne er blevet ved
at trænge sig på, som en historie, der bare ville
ud.
Mens hun arbejdede som erhvervsjournalist på Berlingske
Tidende. Mens hun rådgav toppolitikere i Kommunernes Landsforening.
Mens hun skrev den ene bestseller efter den anden om privatøkonomi
og sad dér på morgen-tv og rådgav alle os andre
om pauselån og pensionsordninger. Al den tid havde hun Kari
indeni, og al den tid vidste hun, at hun en dag måtte skrive
hans historie.
”Jeg har boet på Færøerne i to omgange
som barn og ung, og det gjorde et dybt indtryk på mig. Første
gang var jeg ti år, da vi flyttede derop. Omtrent samme
alder, som Kári har i starten af min bog.
Min far skulle arbejde som fuldmægtig hos rigsombudsmanden,
og jeg blev flået ud af mit trygge liv og plantet på
nogle øer i Atlanten. Måske derfor opfattede jeg
alting med en nærmest seismografisk finfølelse. Fordi
der stod helt åbent ind til min sjæl.”
Lisbeth Nebelong jonglerer med ordene, vælger dem præcist.
Akkurat som i bogen, hvor hun har barberet alt overskydende fra
og koncentreret sig om en enkelt nordisk tone.
”Faktisk startede jeg på romanen allerede som ung,
mens jeg var lærervikar i Torshavn. Men så kom jeg
på Journalisthøjskolen, fik fart på karrieren
og havde i ikke ro til at skrive skønlitteratur.”
Mændenes sidste helle
Færøblues er historien om Kári,
der vokser op som enebarn hos en hjemmegående mor og en
fiskerfar, der er på havet det meste af tiden. På
overfladen ligner det en traditionel kernefamilie, men under facaden
på familiens nye prestigevilla ulmer hemmelighederne og
alt det usagte.
Kári føler sig anderledes. Han er musisk og vælger
allerede tidligt cellospillet, som en ubevidst flugtvej ud af
det forudsigelige liv i Torshavn. Og ikke mindst, væk fra
den dominerende mor.
Lisbeth Nebelong beskriver med nærmest gåsehudsfremkaldende
præcision, hvordan moren med sine blikke og sit kropssprog
styrer og former sin dreng, så han på den ene side
bliver en rigtig mandemand og på den anden side forbliver
en rigtig mors dreng. En årelang kultivering, der gør
Kári til den perfekte, indfølende søn, der
på sekundet kan afkode kvinders skiftende sindsstemninger.
”Måske får jeg på hattepulden af rødstrømperne,
men jeg synes, at kvinder er blevet meget styrende, ikke bare
i familien, men i hele samfundet. I børnehaven er der kun
kvindelige pædagoger og i skolen er der næsten kun
kvindelige lærere. Hele den maskuline autoritet er væk,
og jeg synes man ser en hel masse unger, der render rundt og mangler
et ordentligt far-billede. Enten fordi forældrene er skilt,
eller fordi kvinden har kvalt mandens maskulinitet i lyserøde
sofapuder.”
Lisbeth Nebelong ler. Hun er medfødt lattermild og virker
hyperfeminin i sin uldsweater fra de færøske kultdesignere
Guðrun & Guðrun. Alligevel er hun barsk, når
hun skal fortolke sine medsøstre. I bogen sammenligner
hun ligefrem kvinderne med grindehvaler, som lever i en matriarkalsk
flokkultur.
”Jeg ved godt, at vi stadig ikke har økonomisk ligestilling
med mændene, og det er forkert. Men kvinderne har erobret
enormt meget plads, og mændene har efterhånden ingen
bastioner tilbage. Jeg tror, det er derfor sømandsfortællinger
er sådan i vælten i øjeblikket – Carsten
Jensens ’Vi, de druknede’ og Dennis Gade Kofods ’Nexø
Trawl’. Fordi havet er mændenes sidste helle, derude
hvor mænd stadig må ryge pibe, og barometeret- som
i min bog - altid står på smukt vejr og 1030 millibar.”
I taxa hjem til barnet
Lisbeth Nebelong har ingen lyserøde sofapuder, og hun
tilstræber bevidst en nogenlunde balance mellem det maskuline
og det feminine i sit liv. Også professionnelt, hvor hun
har vekslet mellem turbo-karriere-job og lange perioder som selvstændig
skriver og foredragsholder. Med tid til mand, barn og fordybelse.
”Jeg vil ikke tvinges ind i den der enten-eller-fælde,
som mange moderne mennesker er fanget i. Jeg insisterer på
at holde balancen i mit liv, og derfor har jeg også bevidst
valgt en hard core erhvervskarriere fra.
Lisbeth Nebelong var som ung journalist – og nybagt mor
– souschef i DSBs presseafdeling. Her sad hun på spring
til at blive katapulteret opad i erhvervslivet, men lige så
spændende arbejdet var, lige så meget led hun, når
hun hver eftermiddag, som en af de sidste, kom halsende til Mikkels
daginstitution.
”Pludselig gik det op for mig, at det hér, det ville
jeg bare ikke. Så sagde jeg op, og det interessante var,
at da jeg valgte at satse på mit hjerte og blive freelancer
og kunne hente Mikkel i børnehaven ved tre-tiden om eftermiddagen,
begyndte det at vælte ind med tilbud. Det var i den periode,
at jeg kom til at skrive om penge og økonomi, hvilket førte
TV-programmer, bøger og foredrag med sig.”
Da Mikkel var otte år stod barometeret igen på karriere.
Lisbeth Nebelong fik tilbud om at blive informationschef i Kommunernes
Landsforening, og hendes mand, Jesper, bakkede op om skiftet.
Han er overlæge i psykiatri og havde på det tidspunkt
mulighed for at tage hovedansvaret derhjemme.
”Jeg var hos KL i tre år, og det var tre fantastiske
år, hvor jeg sad midt i det politiske epicentrum og rådgav
landets borgmestre om kommunikationsstrategier og taktik. Men
til sidst var det bare for hårdt. Jeg arbejdede 70 timer
om ugen og blev lige præcis hende, jeg skrev om i mine økonomibøger;
hende, der kommer ræsende hjem i en taxa for at nå
at kysse barnet godnat. Jeg kritiserer ikke de kvinder, der vælger
de store karrierer, for jeg kender selv fascinationen. Det er
spændende, men det æder én op,” siger
Lisbeth Nebelong og fortæller om den ferie, hvor hun endeligt
besluttede sig for gøre op med karrieremodellen og kvitte
KL.
”Det var en meget stresset periode. Vi skulle på ferie
på Madeira, det regnede hele tiden og Jesper og jeg skændtes,
så det bragede. Da blev jeg klar over, at det bare ikke
holder, det dér kompensatoriske liv, hvor man på
en sommerferie skal forsøge at indhente hverdagens forsømmelse
af hinanden.”
Erotiske fif
Færøblues er Lisbeth Nebelongs anden roman. Selv
om det jo egentlig skulle have været den første.
Men da hun for nogle år siden kastede sig fuldgyldigt over
skriveriet blev det historien om Káris gymnasiekæreste,
danske Lisa, og hendes svære livsvalg, som først
tappede ud på papiret.
Debutromanen Når engle spiller Mozart er foreløbig
udkommet i 3. oplag, og den nye roman er en slags litterær
fortsættelse af Lisas historie, men begge kan læses
selvstændigt.
Lisbeth Nebelong har i sine bøger stærke erotiske
afsnit, som er så naturligt skrevet, at journalisten Lone
Kühlmann på en bogmesse i Forum sagde, at hun fik helt
lyst til at være med i dem.
Selv indrømmer forfatteren, at det var meget nemmere at
skrive de erotiske scener i første roman, hvor hovedpersonen
var en kvinde. Med Káris historie måtte hun have
hjælp fra en stribe mænd i sin omgangskreds, som hun
interviewede om sex og mænds erotiske syn på kvinder.
En af dem, en toperhvervsmand, skrev endda flere sider om, hvordan
en kvindes blik ændrer sig, når man først har
været i seng med hende.
De sider brugte hun blandt andet til at beskrive, hvordan gymnasiedrengen
Kári forføres af sin italienske klaverlærerinde.
Scener, som emmer af opsparet lyst.
”Men de var svære at skrive, og jeg fik først
rigtig hold på dem, da en forfatterkollega sagde til mig,
at erotiske scener skal skrives så nøgternt som muligt.
Det var et godt råd. Less is more.”
Menneskets opbrud
Lisbeth Nebelong har med vilje plantet størstedelen af
handlingen i sin bog i slutningen af 60’erne og starten
af 70’erne. Fordi det er den tid, hun selv husker med nærmest
dissikerende præcision – orangethe, bloklys og linoliumsgulve
– men ikke mindst fordi det var her, de gamle traditioner
gik i opløsning, og det moderne menneske fik personlig
frihed til selv at søge sit liv. På godt og ondt.
”Indtil da levede de fleste jo et trygt og planlagt liv,
hvor maskinmesterens søn blev maskinmester. Men så
kom pludselig denne her individualisme, hvor bymennesker blev
løsrevet fra deres familier og fik mulighed for selv at
vælge til og fra. Det har givet os en enorm frihed, men
også meget splittelse og mange mennesker, som er ensomme,
fordi de har mistet rammerne. Vi er blevet pilgrimme på
endeløs vandring efter noget at holde fast i og tro på,
og det opbrud har jeg gerne villet skildre i min bog.”
Lisbeth Nebelong ser granskende på mig. Med de store, blå
øjne. Som om hun vil være sikker på, at jeg
har forstået.
Hun er en skæg blanding af hårdt og blidt. Det både-og
hun gerne selv vil have lov til at være. Kontant finansskribent
og fisk med skorpion i ascendanten. Går stadig til møder
i hotpants, fordi hun ved, at hun har flotte ben, lægger
ikke skjul på, at hun tyder drømme og taler om Freud
og Jung, som var de gamle venner. Men hun er også benhård,
når hun skal rådgive kvinder om, hvordan de får
mest mulig ud af mændenes pensioner, og hun har med garanti
fuldstændig styr på økonomien hjemme i villaen
i Vangede.
13 døgn i stiv kuling
Som journalist er hun først og fremmest præcis,
og det skinner igennem i hendes romaner, hvor hun har researchet
selv den mindste detalje.
”Jeg læste en gang en kronik af Annemarie Løn,
hvor hun beskrev, hvordan hun var blevet bestormet af vrede læsere,
fordi hun i en bog havde nævnt en gøg, der kukkede
i august. Det overbeviste mig om, at research er vigtig. At det
ikke går at lade en søpapegøje flyve over
en færøsk sø i januar, når de ikke er
hjemme på det tidspunkt.”
Under arbejdet med Færøblues skulle Lisbeth Nebelong
skrive et helt kapitel, hvor Kárii er ombord på farens
fisketrawler. Og hvad gør man så, når man er
research-oman og ikke kender noget til færøsk fiskeri?
Man mønstrer med en trawler og 10 vejrbidte mænd.
”Det var faktisk en fan af min første bog, som skaffede
mig kontakten til en færøsk reder. Og han ville gerne
have mig med ombord, men kun som observatør. Kvinder, sagde
han, kan ikke bruges som arbejdskraft, med mindre de er russere
og har overarme som skinker.
Så jeg fik skipperkahytten med fire koøjer og pyntegardiner.
Da vi sejlede ud fra Færøerne vidste jeg ikke, hvor
længe jeg skulle være væk. Kun at det højest
kunne blive 16 dage, for længere kan fiskene ikke holde
sig.
Det er det vildeste sted jeg nogensinde har været. En ren
mandeverden, hvor den kollektive stemning stiger og falder med,
hvor mange fisk, der er i trawlet. Når der er god fangst,
går der ren juleaften i den, og når fisken forsvinder,
er der totalt undergrundsstemning.”
Lisbeth Nebelong sejlede på Islandsryggen i 13 døgn
uden at se land. Undervejs blev det stormende kuling, vindstyrke
ni og otte meter høje bølger, så kokken måtte
surre sig fast, for ikke at vælte i kabyssen.
”Jeg var ikke bange, men i to dage var der så meget
turbulens, at jeg ikke kunne lave andet end at ligge i min køje
og læse ’So you want to write’ af den amerikanske
skribent Marge Piercy. Den lærte jeg meget af. Hun siger
blandt andet, at hvis en historie skal emme, så skal forfatteren
ud og bo hos dem, hun skriver om. Og det tror jeg på.”
Tak til redaktionschef Nanna Sølvsteen, Femina, journalist
Louise Sandager og fotograf Heidi Maxmiling for tilladelse til
at gengive artiklen.
|
 |
