|
Udstyret med en bærbar computer, seks øl og et helt
kilo marcipan plus lidt andre mere ligegyldige nødvendigheder
ankom Lisbeth Nebelong til Hald Hovedgaard, Dansk Forfatter- og
Oversættercenter i Viborg, lige før jul sidste år.
Nu skulle der for alvor sættes skub i romanen. Hun var kommet
igang, men det var svært at koncentrere sig derhjemme. Nu
havde hun en uge foran sig, helt alene med det liv, hun kunne få
til at udfolde sig på computeren.
Øllene, én til hver aften, blev indtaget i stille
tilfredshed foran TV-Nyhederne klokken 22 og markerede "fyraften"
ovenpå en lang dag i tasternes vold. Og marcipanen, den var
med som nødration. For når hun skrev, så skrev
og skrev og skrev hun. Og glemte alt omkring sig. Også at
lave mad.
Da hun i juni begyndte på romanen i et lånt hus på
Færøerne, tabte hun sig to kilo på de seks dage.
Det ville hun ikke risikere igen. Derfor marcipanen.
Efter en uges skrive-isolation kunne hun tage hjem igen og gøre
bogen færdig hen over april og maj.
- Det er en 30 år gammel drøm, der er gået i
opfyldelse med den bog, siger Lisbeth Nebelong, 48, og ser bare
glad ud. - Jeg har altid drømt om at skrive skønlitteratur.
Det var i virkeligheden én af grundene til, at jeg blev journalist,
dét kombineret med en stor interessere for samfundsforhold.
"Når engle spiller Mozart" er skrevet med hjerteblod,
understreger hun, og det har været "en helt, helt anden
proces" end at lave bøger om økonomi.
Hun afbrydes af en puslen i baggrunden, da mand og teenagersøn
diskret glider gennem stuen, den ene iført våddragt,
for at tage på surfertur sammen. Hun følger dem med
et blødt blik.
"... En fremmed og alligevel så velkendt. Et kort sekund
ser hun kun ham, tydeligt med skarpt tegnede konturer, mens alt
andet i salen flyder sammen i gråt. Var det ikke i går,
hun sagde farvel til ham, eller er det virkelig 25 år siden?
Hun har en klump i halsen, da hun ser ham for sig, det sidste glimt
i døråbningen, den dag hun rejste.
I det samme får hun øje på de to børn
til venstre for ham, en halvstor pige og en mindre dreng, og ved
siden af drengen en lyshåret kvinde. Hun synker klumpen, det
er altså hans kone. Det ved hun bare. Børn har han
altså også. To endda".
Livets valg
Det er sådan, Lisbeth Nebelong har ladet bogens hovedperson,
den 44-årige statsretsekspert Lisa, opleve gensynet med sin
ungdoms store færøske kærlighed. Nu er hun vendt
tilbage og skal som den karrierekvinde, hun er blevet, holde foredrag
på en konference om den færøske suverænitetsproces.
Dér konfronteres hun med fortiden og overvældes af
de svære spørgsmål, som de fleste af os vel stiller
os selv et eller andet sted undervejs: "Har jeg taget de rigtige
valg? Hvad er det, jeg stadig længes efter? Hvad vil jeg egentlig?"
I bogen følger vi Lisas indre gøren op med sit liv.
Samtidig serverer Lisbeth Nebelong en spændende rammehistorie,
der fortæller om færingene og deres interne politik
i deres vej mod selvstændighed og riven sig løs fra
Danmark.
At vælge til
Lisbeth Nebelong har selv boet på Færøerne i
to gange, to år som barn, hvor hendes far var fuldmægtig
på Rigsombudet, og ét år som 18-årig, hvor
hun var lærervikar. Og hun er "fuldkommen betaget"
af Færøerne og færingene. Men hun skynder sig
uopfordret at slå fast: "Jeg er IKKE Lisa".
- Den mest afgørende forskel på Lisa og mig er, at
Lisa konstant vælger fra, mens jeg har valgt til. I andres
øjne har jeg måske nok valgt den store karriere fra.
Jeg var jo informationschef i Kommunernes Landsforening. De henvendte
sig selv og bad mig om at søge stillingen. På det tidspunkt
havde jeg faktisk trukket mig ud af ræset. Det gjorde jeg,
da Mikkel var to-tre år gammel. Dengang sad jeg i DSB's pressesektion
og arbejdede alt for meget. Pludselig gik det op for mig, at dét
her ville jeg ikke. Men vi havde sat os dyrt i et hus, så
det var ikke så enkelt bare at gå.
- Det interessante er, at da jeg alligevel valgte at satse på
mit hjerte og blive freelancer og kunne hente Mikkel i børnehaven
ved tre-tiden om eftermiddagen, begyndte det at vælte ind
med tilbud. Det var i den periode, at jeg kom til at skrive om penge
og økonomi, hvilket førte TV-programmer og bøger
og foredragsvirksomhed med sig og senere også kursusvirksomhed.
- Mikkel var otte år, da Kommunernes Landsforening så
kontaktede mig. Da kunne jeg ikke sige nej. På det tidspunkt
havde min mand mulighed for at tage sig mere af Mikkel, hvilket
måske var meget godt, for jeg var ved at udvikle mig til lidt
af en hønemor.
Godnatkysseri
- Jeg var hos KL i tre år. Det var tre fantastiske år,
men det blev for hårdt. Til sidst arbejdede jeg 70 timer om
ugen og blev lige præcis hende, jeg skrev om i mine økonomibøger,
hende, der kommer ræsende hjem i en taxa for lige at nå
at kysse barnet godnat. Jeg kritiserer ikke de kvinder, der vælger
de store karrierer, for jeg kender selv fascinationen. Det ER spændende
at være med og have indflydelse. Men det æder én
op.
- Ovenpå en meget stresset periode skulle vi på ferie
på Madeira, og det regnede bare samtlige dage, og Jesper og
jeg skændtes, så det bragede. Da blev jeg klar over,
at det holder bare ikke, det dér kompensatoriske liv, hvor
man på en sommerferie skal forsøge at kompensere for
hverdagens forsømmelse af hinanden.
Da Lisbeth Nebelong sagde op i Kommunernes Landsforening, var direktøren
ved at falde ned af stolen, da hun ikke skulle videre til et chefjob
på Radioavisen eller til TV-Avisen.Næh, hun skulle til
at skrive bøger og så i øvrigt færdiggøre
den master-uddannelse, hun var begyndt på, og så ellers
klare sig som freelancer.
- Min mand og jeg har altid talt meget om, hvad vi vil med vores
liv, vores familie og hinanden. Jesper er på trekvart-tid
som overlæge. Jeg tror, han er en af landets yngste overlæger
på nedsat tid. På et tidspunkt havde han et års
orlov, som vi selv betalte, hvor vi gik sammen om at starte netportalen
netpsykiater.dk, fordi det ville vi gerne sammen.
Venskab først...
Lisbeth Nebelong har kendt sin mand, Jesper Krag, i 25 år,
og de har været gift, siden de fik Mikkel. De mødte
hinanden på et kollegium i Århus..
- Det var ikke nogen stormende forelskelse. Jesper var faktisk lidt
forelsket i en anden. Jeg kiggede også efter en eller anden
uopnåelig idiot i virkeligheden. Men så begyndte vi
at spille lidt sammen på tværfløjte og guitar
og gå ture og snakke. Og ja...
- Nogle af mine snusfornuftige veninder siger, at "det er da
derfor, I holder sammen!" Det har ikke været den vilde
kærlighedspassion (som Lisa oplever i bogen, red.), men et
venskab, der langsomt byggede et kærlighedsforhold op. Jeg
ved det ikke. Men i hvert fald holder vi sammen endnu og har det
enormt godt.
Lisbeth Nebelong håber, at det går så godt med
romanen, at hun kan skrive flere. Men som hun også siger:
- Jeg vil lige vente og se. Det er jo en af pointerne i min bog.
At vi skal lære langsomhed, være i nuet og ikke hele
tiden have lassoer inde i fremtiden. Op gennem 70'erne og 80'erne
skete der en maskulinisering af kvinder, hvor vi allesammen bare
tonsede derudad og alt for ofte på mændenes præmisser.
Jeg tror, det er på tide, at vi standser lidt op og finder
vores egen kvindelighed igen. Og dét handler også om
at give sig hen.Til nuet. Til tilfældet. Til det at være
til.
Billedtekster:
1.
Lisbeth Nebelong har tidligere skrevet fire bøger om økonomi.
Det var en flot anmeldelse af hendes "Sund økonomi"
i 2000 i Politiken, der var med til at få hende til at give
pokker i den indre jantelov "og forsøge om jeg nu virkelig
kunne skrive den roman, jeg havde drømt og fablet om så
længe".
2.
Lisbeth Nebelongs mand, Jesper Krag, er psykiatrisk overlæge
og "en meget klog mand". - Vi er hinandens bedste coachere
og sparringspartnere, siger hun.
|
 |
