|
Af Bergur Rønne Moberg
Lisbeth Nebelong er mest kendt som forfatter til bøger
om privatøkonomi. Men i de senere år har hun realiseret
en gammel drøm om at blive forfatter. Hun har lagt ambitiøst
ud med en romantrilogi, hvoraf to bind nu er udkommet. Nebelong
debuterede som romanforfatter i 2003 med Når engle spiller
Mozart og har nu udgivet Færøblues med undertitlen
Drengen med celloen. Det er en roman om musikeren Kári
som ung, før han forlader Færøerne for at
blive professionel musiker. Vi følger Kári fra slutningen
af hans barndom, gennem præpuberteten med vokseværk,
kønsbehåring og overgangsstemme og videre frem til
teenagerårene, hvor han kastes ind i kærlighedens
og fremtidsspekulationernes hvirvelstorm af uro og misstemning.
Káris fremtid handler – ligesom hele romanen –
om musik. Læseren bliver jævnligt mindet om, at forude
venter karrieren. Den fortløbende handling afbrydes af
korte kapitler, der skildrer nutiden, hvor Kári er kommet
tilbage til Færøerne sammen med sin norske kone Karin
og to børn efter 25 år i udlandet for medvirke i
uropførelsen af den første færøske
symfoni. De mange år mellem romanens egentlige, fortløbende
handling og dens nutid koncentreret oppe i februar 2000 fremskriver
en dobbeltbevægelse: længslen ud i verden og rejsen
tilbage. Nutidskapitlerne er korte, og de fungerer som en slags
cliff hanger i forhold til det kommende tredje bind, som forfatteren
har antydet, kommer til at handle om Káris musikerkarriere.
Indtil videre ved vi ikke så meget mere om Káris
voksenliv end, at han har realiseret et projekt som professionel
musiker.
Romanen lægger fra starten op til en bevægelse fra
Færøerne og ud i verden. Motoren er musikdrømme
og vejen går gennem venskab og eros. Der er den almindelige
færøske Eva, den frembrusende danske Jeannet, den
lidt for traditionelle og ‘fine’ Lisa og ikke mindst
den vidunderlige italienske Novella Listo. Hvor de tre første
piger er obligatoriske ungdomserfaringer repræsenterer sidstnævnte
på samme tid en erotisk og en kunstnerisk udfordring. Der
bygges således bro mellem eros- og kunsttemaet. Novella
Listo er gift med en middelmådig kunstmaler, og da han er
ude i den færøske natur for at hente inspiration
til sine malerier, får Kári enetimer i det hele,
som det hedder. Musik og erotik går hånd i hånd
en kort overgang, men (afbrydelsen af) denne duo sikrer inspirationen,
og Kári er fanget af drømmen om en karriere som
cellist. Men inden da har andre lagt bunden til realiseringen
af drømmen. Káris onkel, Árni, er hans solide,
vedvarende støtte. Man aner reusseringsmuligheder det øjeblik,
Kári ser det glimte i onklens guldbriller. Det er et glimt
fra en anden verden, end den skippersønnen Kári
er vant til, men også et fortroligt glimt fra det nødvendige
bagland.
Læseren er i musikalsk henseende i særdeles kyndige
hænder. Færøblues er en kunstnerroman og er
gennemsyret af musikalske referencer og associationer. Alt, som
tænkes og handles og erfares knytter på den ene eller
den anden måde an til musik. Det er naturligt nok den klassiske,
som fylder mest, da Káris musikkarriere peger i den retning.
Den klassiske musik medieres i høj grad gennem Novella
Listos øjne, hvis kunstneriske kraft og bundløshed
tager over, hvor onklens guldbriller slap.
Romanen foregår i et umiskendeligt færøsk miljø
og hele forløbet er en forberedelse på Káris
forestående rejse ud i verden. Bogen skriver sig på
en måde ind i kernen af en – litterær –
færøsk erfaring. Den store verden virker vel særlig
dragende på os, der kommer fra små – ikke-metropole
– øsamfund som det færøske, hvor karrieremulighederne
er begrænsede. Rejsen fra Færøerne ud i verden
og fra verden udenfor tilbage til Færøerne er en
velkendt tematisk grundfigur i færøsk litteratur.
Nye eksempler på dette er romanerne Burtur (2007) af Bergtóra
Hanusardóttir om unge færøske studenter i
København og Í havsins hjarta (2007) af Gunnar Hoydal,
hvor en præst (ligesom i Jørgen-Frantz Jacobsens
Barbara) ankommer til Færøerne. Kardinaleksemplet
på dette tema er vel den unge Orfeus, der sidst i romanen
De fortabte Spillemænd af William Heinesen tager af sted
til København for at uddanne sig som violinist.
Færøblues lægger sig – meget bevidst
og kapabelt – i kølvandet på dette ‘færøske’
tema i almindelighed og på Orfeus-temaet i De fortabte Spillemænd
i særdeleshed. Der er flere væsentlige paralleller
til Spillemændene i romanen. Káris kamp for musikken
og kærligheden har ligheder med Orfeus’ kamp for at
komme op af underverdenen, som Færøerne repræsenterer
i Heinesens roman. De har også den samme tvivl om musikken
som karrierevalg. Árni har den samme rolle som Kaspar Boman
i De fortabte Spillemænd, idet han har noget af en fortabt
spillemand i sig med hjertet på rette plads og en tilsvarende
ligegyldighed over for sin egen karriere. Der er andre ting, der
tæller. Onklen fortæller Kári det samme, som
Boman fortæller Orfeus: at musikken er meningen med det
hele. Kári får reelt at vide, at han kan vælge
mellem at være fortabt spillemand eller blive professionel.
Dirigenten Jørn Jespersen, der kommer til Færøerne
for at dirigere er endvidere pendanten til koncertmester Andersen
i Heinesens roman. Begge figurer fungerer som en bro mellem Færøerne
og en karriere i udlandet. Det er Jespersen, der sørger
for, at Káris cellotalent kommer under professionel behandling,
og som således viderefører den inspiration, der blev
grundlagt først af onklen og siden af Novella Listo.
At der er tale om en iscenesat forbindelse mellem denne og Heinesens
gennembrudsroman bliver endegyldigt slået fast med dosmerfiguren
William, der går rundt med færøhuen på
sned. Det er også denne William, der leverer romanens undertitel,
da han siger: “Der har vi jo drengen med celloen”.
Det må kaldes en hilsen til en forgænger i faget!
Læreren Mortensen er næppe heller et tilfældigt
navnefællesskab med magister Mortensen i Spillemændene.
Bortset fra dette valgslægtskab har disse to romaner ikke
meget til fælles. Nebelong fortæller sin helt egen
historie. Men Færøblues placerer sig med dette tema
i forlængelse af færøsk litteratur eller mere
præcist som en dansksproget roman i den samme hybridzone
mellem dansk og færøsk, som vi kender fra Heinesen,
Jacobsen, Eilif Mortansson, Rikard B. Thomsen, Ebba Hentze og
andre danskskrivende færøske forfattere. Romanens
kunstneriske bevidsthed fortsætter derfor ’naturligt’
ind i en gennemført kulturel dobbeltbevidsthed. Lisbeth
Nebelong er ikke forudsætningsløs. Hun kender Færøerne
indefra, forstår sproget og færdes som fortæller
hjemmevant i alle dele af det færøske samfund. Hun
trækker bl.a. på egne erfaringer som bosiddende på
Færøerne i tre år.
Kunsten og kulturens dobbelthed fletter ind i identiteten, for
hvem er man, når man som Kári har boet 25 år
uden for Færøerne? Romanen indeholder mange spændende
diskussioner om at være færing i en flydende verden.
Man må flyve ud, men også tilbage. Rejsen tilbage
med Karin og børnene beskrives som “en chance. En
mulighed for at betragte sine drengeår med friske øjne.
Frem for fortsat at afskrive dem og fortrænge Færøerne”.
Men i en kunstnerroman er det væsentligste at flyve.
Foruden dobbeltblikket er romanens største styrke persontegningen.
Figurerne træder klart frem som individer og fremstår
endvidere som troværdige repræsentanter for forskellige
miljøer: et typisk færøsk hjem som Káris
og et overklassehjem som Lisa og Eriks. Lisbeth Nebelong udsætter
sit stof for en klassisk behandling, som hun ved – og det
fremgår også af romanen – ikke er comme il faut
i avantgarden. Romanen breder sig lidt for meget ud indimellem,
men den fastholder og uddyber målrettet sit kunst- og udviklingstema
hele vejen. Færøblues fascinerer især ved sine
koblinger mellem Káris virtuosdrift og driften i den færøske
kultur, som er alt andet end en afdrift væk fra verden udenfor.
Tak til Bergur Moberg Rønne for anmeldelsen, der oversat
til tysk af Detlef Wildraut blev bragt i den tysk-færøske
venskabsforenings tidsskrift Tjaldur nr. 43. december 2009.
Se oversættelsen her.
|
 |
