|
Færøsk fest med undertoner
Folket, sproget og flaget fejres, når der er nationalfest
på Færøerne i juli. Festtalerne handler om alt
det, øboerne står sammen om at hylde, og derfor er
der ingen grund til at nævne Danmark.
Når kulturkonsulent Oddvá Nattestad den 28. juli går
på talerstolen foran tinghuset i Tórshavn for at åbne
Olajdagene, er det ikke bare startskuddet til årets fest på
Færøerne. Det er også en symbolsk akt og rituel
handling. Et skuespil med sin egen scenografi og særlige retorik.
En begivenhed hvor den færøske folkesjæl bliver
italesat, og færingernes identitet vedligeholdt og videreudviklet.
Og hvor Danmark aldrig nævnes. Ikke direkte i hvert fald.
At holde åbningstalen er et ærefuldt hverv. Talen transmitteres
i tv og radio, og rundt omkring på torvet og græsplænen
foran talerstolen står flere tusinde festklædte færinger,
mange i nationaldragt, og venter. På talen og på at
Olaj er "sat", så to døgns fest kan begynde:
Med heste- og idrætsoptog gennem gaderne. Med sang og kædedans,
hornorkestre og popkoncerter, gadeteater og kaproning i havnen.
Og på andendagen med landets kirkelige, politiske og administrative
ledere i procession gennem midtbyen. Fra Lagtinget til gudstjenesten
i Havnarkirken og tilbage igen, hvor lagmanden holder sin åbningstale
efter tingets sommerferie.
Ved Ólavsøkan strømmer alverdens færinger
til Tórshavn for at feste og fejre at Skt. Olav kristnede
Færøerne, og at færingerne er et folk med eget
sprog og flag. Hovedstaden vokser med mange tusinde i forhold til
sit normale indbyggertal på knap 19.000, for festen er ikke
kun det tidspunkt, hvor alle fra bygd drager til hovedstaden, og
udrejste færinger vender hjem på visit. Den er også
et yndet tidspunkt for turister at besøge øerne på.
I disse julidage er den i forvejen berømmede færøske
gæstfrihed uden grænser, og der skeles ikke småligt
til social rang eller politisk observans. Alle døre og hjerter
står på vid gab, og enhver, der har lyst, er velkommen
til at komme ind, spise, drikke og danse med. I dagevis har husmødrene
lavet færøske retter i rigelige mængder, og skærpekødet,
de tørrede lammelår hænger på rad og række
med fint hvidt fedtlag i de udendørs fadebure, klar til at
blive skåret i ødsle lunser og fortæret i festdagene.
TROLDSPEJLET. Selve Olajtalen er en hyldest til idrætten,
kunsten og kulturen, til folket, sproget og flaget. En lokalpatriotisk
fejring af fortid og tradition, men også et pejlemærke
på, hvilke værdier, færingerne vil bygge på
i fremtidens globale verden. Eller som Helena Dam á Neystabø
udtrykte det, da hun forrige år åbnede festen.: "Vi
skal holde fast i vores tusind år gamle historie, kultur og
åndsliv, men vi skal også se fremad. Vi har både
frihed og pligt til at føje nye og vigtige kapitler til historien
og kulturen".
Og som den tidligere landsstyremand understregede: "Olaj minder
os om, at bagved alle de daglige trakasserier og uenigheder er der
noget større og vigtigere, der binder os sammen".
Ved Olaj fejres alt det, man står sammen om. Og derfor kommer
festtaleren ikke ind på rigsfællesskabet. Spørgsmålet
om samhørighed eller løsrivelse har i hundrede år
delt Færøerne politisk midt over, så det er der
ingen grund til at ribbe op i ved nationalfesten. Og derfor nævnes
Danmark aldrig.
Indirekte kan taleren dog vanskeligt komme uden om emnet. For hylder
man færøske værdier, holder man samtidig et troldspejl
op med fortidens traumer under dansk overherredømme.
Fejrer man flaget, fortæller man samtidig historien om, hvordan
det i næsten tredive år måtte vige for dannebrog,
før det med hjemmestyreloven i 1948 endelig blev officielt
anerkendt. Ærer man det færøske sprog, beretter
man implicit, hvordan det var underlagt dansk, indtil det omsider
blev indført som førstesprog i skolen i 1938 og året
efter i kirken. Og fremhæver man det færøske
styre og demokrati, sender man også en hilsen til en af de
andre sorte milepæle i færøsk historie: da lagtinget
i 1852 blev nedlagt, og Færøerne fik status som dansk
amt. Og man giver gerne - som Helena Dam á Neystabø
gjorde ved Olaj 2002 - en underforstået advarsel til Overdanmark:
"Det sker naturligvis aldrig igen, at Lagtinget bliver nedlagt.
Tværtimod bør vi udvide og udvikle Lagtingets beføjelser
og myndighed som eneste demokratiske repræsentant for den
færøske nation. Det er utænkeligt og i uoverensstemmelse
med folkeretlig tankegang, at beslutninger som vedrører vort
liv, vort levned og vor fremtid, bliver taget i en anden nations
parlament".
Åbningstalen har ikke mindst i de senere år udviklet
sig til en kulturpolitisk manifestation og en platform for kodede
meddelelser om, hvor langt Færøerne er nået i
selvstændighedsprocessen. Taleren tager temperaturen på
rigsfællesskabet og minder om, at fuldstændig frihed
er målet.
Sidste års festtaler, Birgir Kruse, der nu er rektor for Nordisk
Journalistcenter, brugte således billedet af færinger,
der med en byrde på skuldrene vandrer i fjeldet, og som hver
gang, de tror, at nu er de oppe, støder på endnu en
fjeldtop, der skal forceres. Han erindrede tilhørerne om,
at "vi endnu ikke er fremme", at "vi vandrer stadig",
og han opfordrede den veluddannede ungdom til at gå vejen,
fordi de " kan bære byrderne bedre og har viljen til
at gå den sidste strækning".
NYRUP - NEJ TAK. Mens medlemskabet af rigsfællesskabet
pakkes ind i billeder og sprogblomster, er der emner og personer,
der er decideret tabu under Olaj. Nævn navnet Nyrup, og festen
er øjeblikkelig ødelagt. Selv besindige socialdemokrater,
der dengang sad i opposition, har ikke glemt, hvor arrogant, den
daværende statsminister tiltalte færingerne, da han
i 2000 affejede koalitionsregeringen med sit tilbud om fire års
bloktilskud, hvis færingerne ville forlade rigsfællesskabet.
Citér Naser Khaders udtalelser om den kristne fundamentalisme
på Færøerne. Eller hiv fotoet fra Ekstra Bladet
frem, hvor det radikale folketingsmedlem har iført sig færøsk
nationaldragt - som karnevalskostume. Og alt går i sort.
Mind om Poul Watson på "Sea Sheppard" og hans korstog
for at få stoppet de færøske grindedrab. Og alle
ser rødt.
I festdagene er sådanne mindelser om udefrakommende overgreb
bandlyst. Det samme gælder interne færøske trakasserier,
politisk kævl og skandaler.
Historien om tidligere lagmand Anfinn Kallsberg, der blev nødt
til at udskrive valg i utide i december, fordi det blev dokumenteret,
hvordan han i sin fortid som bogholder for en filetfabrik først
i firserne havde overført knap en million kr. til to skibe,
han selv ejede, er der ingen grund til at tale om. Den er uddebatteret.
Ej heller den om den nuværende lagmand Eidesgaard, der ved
et internationalt ambassadørbesøg kiggede for dybt
i flasken og faldt i søvn under middagen. Han har gået
bodsgang på tv - og den måske virkelige skandale: at
ingen af lagtingskollegerne hjalp ham, men bare sad og så
på, er heller ikke et festemne.
Og hvorfor spolere stemningen ved at bringe følsomme temaer
som fri abort og homoseksuelles rettigheder på bane? De emner,
der er årsag til fundamentalisme-betegnelsen, og som splitter
befolkningen i to. I dem, der mener, at der som i Danmark skal være
fri abort og ret til at indgå registreret partnerskab, og
i dem fra centerpartiet og de kristelige bevægelser, der mener,
at der skal strammes yderligere op, så færre kvinder
får bevilget abort på særlige betingelser. Og
at bøsser og lesbiske er unaturlige mennesker, der kan ryge
og rejse. Hvad mange da også gør.
DET SORTE GULD. Olien er der ikke mange, der har lyst til
at tale om. Eller rettere: manglen på olie. For det sorte
guld, som koalitionsregeringen, der kom til i 1998 havde regnet
med skulle finansiere en fri færøsk fremtid, lader
vente på sig. Der bores da lidt, men hidtil er der ikke fundet
noget.
Og fisken? Det seneste år har der været store problemer.
Ikke mindst rejetrawlerne har været i vanskeligheder, men
også dambrugene har været hårdt ramt af faldende
priser, sygdomme og problemer med dioxin i foderet. Og ganske vist
stiger fiskepriserne svagt igen. Alligevel er økonomien,
der stort set kun er baseret på fisken, og som nu vokser med
få procent om året, heller ikke så sjov at tale
om som ved årtusindskiftet, hvor den gennemsnitlige årlige
vækst i BNP var ti procent.
Kvinders repræsentation i samfundstoppen skal man(d) nok lade
være med at bringe på bane, men i krogene hvisker kvinderne
nok om det katastrofale januarvalg, hvor kun tre kvinder kom i lagtinget.
Der er nu ikke en eneste kvinde i regeringen, og en kvinderepræsentation
blandt de folkevalgte på under ti procent finder mange så
pinlig, at der er planer om at opstille en ren kvindeliste til november,
så fiaskoen ikke gentages ved kommunevalget.
DET TALER DE OM. Mens færingerne bevæger sig
rundt til de talrige koncerter og andre kulturbegivenheder, kan
de med stolthed tale om, hvor flot og varieret kulturlivet folder
sig ud, og hvordan ikke mindst mange musikere har formået
at sætte Færøerne på verdenskortet med
moderne, færøsk inspireret musik. Det gælder
unge og tunge popnavne som Teitur, Eivør Pálsdóttir
og Brandur Enni, og det gælder den klassiske komponist Sunleif
Rasmussen, der i 2002 fik Nordisk Råds Musikpris for Færøernes
første symfoni, "Oceanic days".
Den 29. juli vil alle spændt afvente, hvad Jóannes
Eidesgaard vil sige, når han holder sin første åbningstale
i lagtinget.
Efter knap seks år med en koalition, der ønskede løsrivelse
fra Danmark, er det en mere samhørighedsorienteret koalition,
der nu har magten. Og mange frygter, at alt, hvad den tidligere
regering udrettede, bliver sat over styr og i stå: At den
færøske udlandsgæld igen skal vokse, efter at
den ellers var halveret. At nedtrapningen af det danske bloktilskud
fra knap en milliard til 615 millioner om året skal stoppe,
og at det samme skal ske med overtagelsen af de mange anliggender
ifølge hjemmestyreloven, som det tidligere landsstyre foretog.
Spørgsmålet er, om lagmanden har format til at hæve
sig op over hundrede års polariserede for-eller-imod-rigsfællesskabet
og præsentere et Columbusæg, der kan samle alle. Under
alle omstændigheder er der bred enighed om, at hjemmestyreloven
fra 1948 ikke længere er brugbar, og en traktat, der gør
Danmark og Færøerne til ligeværdige partnere,
kunne være en mulighed. At lagmandens parti har lagt op til
et nationalt kompromis om den gamle regerings udspil til færøsk
grundlov, kunne være tegn på, at et paradigmeskift er
i gang.
Der er emner, lagmanden ikke kommer uden om. Økonomien naturligvis,
hvor der må satses på investering i nye områder,
så øerne gør sig mindre sårbare over for
udsvingene i fiskeriet.
Men også miljø, forsvar, udlændingepolitik og
mange andre af udfordringerne i en global verden, der har set den
kolde krig slutte og oplevet 11. september 2001, og hvor der skal
tænkes i netværk og partnerskaber. Og hvor spørgsmålet
om forholdet til EU, som Færøerne ikke er med i, presser
sig på.
Indenrigspolitisk er han nødt til at tale om affolkningen
af de mindste af de atten øer og om, hvad der skal til for
at stoppe den. Omsorgen for børnene, de ældre og de
svage skal den socialdemokratiske lagmand nok tale om. Alle velfærdsudbygningerne,
som er i rivende udvikling, og som også strukturelt undergår
en decentralisering, hvor stadig flere områder lægges
ud til de 48 kommuner, der selv er i gang med sammenlægninger.
Uanset partifarve håber færingerne, at deres lagmand
kommer med et visionært bud på, hvilke værdier,
et moderne færøsk samfund skal bygge på i de
kommende år.
En tale, der sammen med Oddvá Nattestads symbolske åbningstale
om lys og mørke kan give færingerne noget at være
stolte af og tale videre om. Også efter at de natten til den
30. juli har rundet festen af med korsang fra tusindvis af stemmer.
På samme sted som den blev åbnet. Med større
udsyn. Og styrket bevidsthed om egen identitet
Lisbeth Nebelong er journalist og MPM og har boet i Tórshavn.
Sidste år skrev hun romanen Når engle spiller Mozart,
der foregår på Færøerne.
Fakta: Milepæle i nyere færøsk historie:
Med udgivelsen af det politiske manifest "Færøsk
politik" i1903 tog den gryende nationalbevægelse for
alvor fart, og i 1906 blev Selvstyrepartiet dannet.
I 1919 skabte færøske studenter i København
det færøske flag, som først med hjemmestyreloven
i 1948 blev officielt flag. I 1938 blev færøsk skolesprog
og i 1939 kirkesprog. I 1946 stemte 50,7 procent ja til løsrivelse
fra Danmark, som annullerede afstemningen og det republikanske parti
blev dannet i protest.
I 1990'erne oplever Færøerne den hidtil værste
økonomiske krise, hvor mere end ti procent af de 48.000 færinger
emigrerer. I kølvandet på krisen og Danmarks rolle
i den såkaldte bankskandale dannes i 1998 en løsrivelseskoalition.
I 2000 forhandler den med daværende statsminister Poul Nyrup
Rasmussen, der vil give færingerne fire år med bloktilskud,
hvis Færøerne vil forlade rigsfællesskabet.
I januar 2004 får Færøerne et nyt og mere samhørighedsorienteret
landsstyre.
Artiklen kan ses i Samvirkes juli-nummer 2004
|
