Lisbeth Nebelong
   


ffForsiden
vvForedrag
vvNovellekredsen
vvTrilogien
Sidste nyt
Når engle
spiller Mozart

Færøblues
xxMøde i mol
vvTuren går til
Artikler
Pressefotos



 

Det er nødvendigt at flyve

 

Af Bergur Rønne Moberg

Lisbeth Nebelong er mest kendt som forfatter til bøger om privatøkonomi. Men i de senere år har hun realiseret en gammel drøm om at blive forfatter. Hun har lagt ambitiøst ud med en romantrilogi, hvoraf to bind nu er udkommet. Nebelong debuterede som romanforfatter i 2003 med Når engle spiller Mozart og har nu udgivet Færøblues med undertitlen Drengen med celloen. Det er en roman om musikeren Kári som ung, før han forlader Færøerne for at blive professionel musiker. Vi følger Kári fra slutningen af hans barndom, gennem præpuberteten med vokseværk, kønsbehåring og overgangsstemme og videre frem til teenagerårene, hvor han kastes ind i kærlighedens og fremtidsspekulationernes hvirvelstorm af uro og misstemning.
Káris fremtid handler – ligesom hele romanen – om musik. Læseren bliver jævnligt mindet om, at forude venter karrieren. Den fortløbende handling afbrydes af korte kapitler, der skildrer nutiden, hvor Kári er kommet tilbage til Færøerne sammen med sin norske kone Karin og to børn efter 25 år i udlandet for medvirke i uropførelsen af den første færøske symfoni. De mange år mellem romanens egentlige, fortløbende handling og dens nutid koncentreret oppe i februar 2000 fremskriver en dobbeltbevægelse: længslen ud i verden og rejsen tilbage. Nutidskapitlerne er korte, og de fungerer som en slags cliff hanger i forhold til det kommende tredje bind, som forfatteren har antydet, kommer til at handle om Káris musikerkarriere. Indtil videre ved vi ikke så meget mere om Káris voksenliv end, at han har realiseret et projekt som professionel musiker.
Romanen lægger fra starten op til en bevægelse fra Færøerne og ud i verden. Motoren er musikdrømme og vejen går gennem venskab og eros. Der er den almindelige færøske Eva, den frembrusende danske Jeannet, den lidt for traditionelle og ‘fine’ Lisa og ikke mindst den vidunderlige italienske Novella Listo. Hvor de tre første piger er obligatoriske ungdomserfaringer repræsenterer sidstnævnte på samme tid en erotisk og en kunstnerisk udfordring. Der bygges således bro mellem eros- og kunsttemaet. Novella Listo er gift med en middelmådig kunstmaler, og da han er ude i den færøske natur for at hente inspiration til sine malerier, får Kári enetimer i det hele, som det hedder. Musik og erotik går hånd i hånd en kort overgang, men (afbrydelsen af) denne duo sikrer inspirationen, og Kári er fanget af drømmen om en karriere som cellist. Men inden da har andre lagt bunden til realiseringen af drømmen. Káris onkel, Árni, er hans solide, vedvarende støtte. Man aner reusseringsmuligheder det øjeblik, Kári ser det glimte i onklens guldbriller. Det er et glimt fra en anden verden, end den skippersønnen Kári er vant til, men også et fortroligt glimt fra det nødvendige bagland.
Læseren er i musikalsk henseende i særdeles kyndige hænder. Færøblues er en kunstnerroman og er gennemsyret af musikalske referencer og associationer. Alt, som tænkes og handles og erfares knytter på den ene eller den anden måde an til musik. Det er naturligt nok den klassiske, som fylder mest, da Káris musikkarriere peger i den retning. Den klassiske musik medieres i høj grad gennem Novella Listos øjne, hvis kunstneriske kraft og bundløshed tager over, hvor onklens guldbriller slap.
Romanen foregår i et umiskendeligt færøsk miljø og hele forløbet er en forberedelse på Káris forestående rejse ud i verden. Bogen skriver sig på en måde ind i kernen af en – litterær – færøsk erfaring. Den store verden virker vel særlig dragende på os, der kommer fra små – ikke-metropole – øsamfund som det færøske, hvor karrieremulighederne er begrænsede. Rejsen fra Færøerne ud i verden og fra verden udenfor tilbage til Færøerne er en velkendt tematisk grundfigur i færøsk litteratur. Nye eksempler på dette er romanerne Burtur (2007) af Bergtóra Hanusardóttir om unge færøske studenter i København og Í havsins hjarta (2007) af Gunnar Hoydal, hvor en præst (ligesom i Jørgen-Frantz Jacobsens Barbara) ankommer til Færøerne. Kardinaleksemplet på dette tema er vel den unge Orfeus, der sidst i romanen De fortabte Spillemænd af William Heinesen tager af sted til København for at uddanne sig som violinist.
Færøblues lægger sig – meget bevidst og kapabelt – i kølvandet på dette ‘færøske’ tema i almindelighed og på Orfeus-temaet i De fortabte Spillemænd i særdeleshed. Der er flere væsentlige paralleller til Spillemændene i romanen. Káris kamp for musikken og kærligheden har ligheder med Orfeus’ kamp for at komme op af underverdenen, som Færøerne repræsenterer i Heinesens roman. De har også den samme tvivl om musikken som karrierevalg. Árni har den samme rolle som Kaspar Boman i De fortabte Spillemænd, idet han har noget af en fortabt spillemand i sig med hjertet på rette plads og en tilsvarende ligegyldighed over for sin egen karriere. Der er andre ting, der tæller. Onklen fortæller Kári det samme, som Boman fortæller Orfeus: at musikken er meningen med det hele. Kári får reelt at vide, at han kan vælge mellem at være fortabt spillemand eller blive professionel. Dirigenten Jørn Jespersen, der kommer til Færøerne for at dirigere er endvidere pendanten til koncertmester Andersen i Heinesens roman. Begge figurer fungerer som en bro mellem Færøerne og en karriere i udlandet. Det er Jespersen, der sørger for, at Káris cellotalent kommer under professionel behandling, og som således viderefører den inspiration, der blev grundlagt først af onklen og siden af Novella Listo.
At der er tale om en iscenesat forbindelse mellem denne og Heinesens gennembrudsroman bliver endegyldigt slået fast med dosmerfiguren William, der går rundt med færøhuen på sned. Det er også denne William, der leverer romanens undertitel, da han siger: “Der har vi jo drengen med celloen”. Det må kaldes en hilsen til en forgænger i faget! Læreren Mortensen er næppe heller et tilfældigt navnefællesskab med magister Mortensen i Spillemændene.
Bortset fra dette valgslægtskab har disse to romaner ikke meget til fælles. Nebelong fortæller sin helt egen historie. Men Færøblues placerer sig med dette tema i forlængelse af færøsk litteratur eller mere præcist som en dansksproget roman i den samme hybridzone mellem dansk og færøsk, som vi kender fra Heinesen, Jacobsen, Eilif Mortansson, Rikard B. Thomsen, Ebba Hentze og andre danskskrivende færøske forfattere. Romanens kunstneriske bevidsthed fortsætter derfor ’naturligt’ ind i en gennemført kulturel dobbeltbevidsthed. Lisbeth Nebelong er ikke forudsætningsløs. Hun kender Færøerne indefra, forstår sproget og færdes som fortæller hjemmevant i alle dele af det færøske samfund. Hun trækker bl.a. på egne erfaringer som bosiddende på Færøerne i tre år.
Kunsten og kulturens dobbelthed fletter ind i identiteten, for hvem er man, når man som Kári har boet 25 år uden for Færøerne? Romanen indeholder mange spændende diskussioner om at være færing i en flydende verden. Man må flyve ud, men også tilbage. Rejsen tilbage med Karin og børnene beskrives som “en chance. En mulighed for at betragte sine drengeår med friske øjne. Frem for fortsat at afskrive dem og fortrænge Færøerne”. Men i en kunstnerroman er det væsentligste at flyve.
Foruden dobbeltblikket er romanens største styrke persontegningen. Figurerne træder klart frem som individer og fremstår endvidere som troværdige repræsentanter for forskellige miljøer: et typisk færøsk hjem som Káris og et overklassehjem som Lisa og Eriks. Lisbeth Nebelong udsætter sit stof for en klassisk behandling, som hun ved – og det fremgår også af romanen – ikke er comme il faut i avantgarden. Romanen breder sig lidt for meget ud indimellem, men den fastholder og uddyber målrettet sit kunst- og udviklingstema hele vejen. Færøblues fascinerer især ved sine koblinger mellem Káris virtuosdrift og driften i den færøske kultur, som er alt andet end en afdrift væk fra verden udenfor.

Tak til Bergur Moberg Rønne for anmeldelsen, der oversat til tysk af Detlef Wildraut blev bragt i den tysk-færøske venskabsforenings tidsskrift Tjaldur nr. 43. december 2009. Se oversættelsen her.

 

   
.