Lisbeth Nebelong
   


ffForsiden
vvTrilogien
vvTuren går til
vvForedrag
xxMøde i mol
Når engle
spiller Mozart

Færøblues
Artikler
Sidste nyt
Pressefotos



 

Interview - Femina 4/2008

Forfatteren og journalisten Lisbeth Nebelong skriver i ny bog om:

Matriarkalsk flokkultur og moderbindinger

Hun har interviewet mænd om deres inderste erotiske tanker og sejlet 13 døgn i stiv kuling på en fisketrawler i Nordatlanten. I denne uge udkommer Lisbeth Nebelongs andet store epos fra Færøerne, og vi har mødt hende til en kontant snak om moderbindinger, karriereræs og moderne mænd, der bliver kvalt i lyserøde sofapuder.

Af Louise Sandager


Hvordan tør hun? I en tid, hvor det vrimler med kvindelige krimihelte. Hvor hovedpersonen helst skal være en frustreret kvindelig journalist med rod i kærlighedslivet og hang til mordgåder.
Så kommer Lisbeth Nebelong med en følsom skæbnefortælling fra Torshavn. Om drengen Kári og hans opvækst i 70’erne. Om gymnasiekærlighed, fortielser og forventninger i et forblæst fiskermiljø. Som en moderne fortsættelse af de store færøske klassikere og med klare hints til både William Heinesens fortabte spillemænd og Jørgen-Frantz Jacobsens erotiske Barbara.
Lisbeth Nebelong tør, fordi den historie har boet i hende siden hun var 18. Fordi Káris skæbne er blevet ved at trænge sig på, som en historie, der bare ville ud.
Mens hun arbejdede som erhvervsjournalist på Berlingske Tidende. Mens hun rådgav toppolitikere i Kommunernes Landsforening. Mens hun skrev den ene bestseller efter den anden om privatøkonomi og sad dér på morgen-tv og rådgav alle os andre om pauselån og pensionsordninger. Al den tid havde hun Kari indeni, og al den tid vidste hun, at hun en dag måtte skrive hans historie.
”Jeg har boet på Færøerne i to omgange som barn og ung, og det gjorde et dybt indtryk på mig. Første gang var jeg ti år, da vi flyttede derop. Omtrent samme alder, som Kári har i starten af min bog.
Min far skulle arbejde som fuldmægtig hos rigsombudsmanden, og jeg blev flået ud af mit trygge liv og plantet på nogle øer i Atlanten. Måske derfor opfattede jeg alting med en nærmest seismografisk finfølelse. Fordi der stod helt åbent ind til min sjæl.”
Lisbeth Nebelong jonglerer med ordene, vælger dem præcist. Akkurat som i bogen, hvor hun har barberet alt overskydende fra og koncentreret sig om en enkelt nordisk tone.
”Faktisk startede jeg på romanen allerede som ung, mens jeg var lærervikar i Torshavn. Men så kom jeg på Journalisthøjskolen, fik fart på karrieren og havde i ikke ro til at skrive skønlitteratur.”

Mændenes sidste helle

Færøblues er historien om Kári, der vokser op som enebarn hos en hjemmegående mor og en fiskerfar, der er på havet det meste af tiden. På overfladen ligner det en traditionel kernefamilie, men under facaden på familiens nye prestigevilla ulmer hemmelighederne og alt det usagte.
Kári føler sig anderledes. Han er musisk og vælger allerede tidligt cellospillet, som en ubevidst flugtvej ud af det forudsigelige liv i Torshavn. Og ikke mindst, væk fra den dominerende mor.
Lisbeth Nebelong beskriver med nærmest gåsehudsfremkaldende præcision, hvordan moren med sine blikke og sit kropssprog styrer og former sin dreng, så han på den ene side bliver en rigtig mandemand og på den anden side forbliver en rigtig mors dreng. En årelang kultivering, der gør Kári til den perfekte, indfølende søn, der på sekundet kan afkode kvinders skiftende sindsstemninger.
”Måske får jeg på hattepulden af rødstrømperne, men jeg synes, at kvinder er blevet meget styrende, ikke bare i familien, men i hele samfundet. I børnehaven er der kun kvindelige pædagoger og i skolen er der næsten kun kvindelige lærere. Hele den maskuline autoritet er væk, og jeg synes man ser en hel masse unger, der render rundt og mangler et ordentligt far-billede. Enten fordi forældrene er skilt, eller fordi kvinden har kvalt mandens maskulinitet i lyserøde sofapuder.”
Lisbeth Nebelong ler. Hun er medfødt lattermild og virker hyperfeminin i sin uldsweater fra de færøske kultdesignere Guðrun & Guðrun. Alligevel er hun barsk, når hun skal fortolke sine medsøstre. I bogen sammenligner hun ligefrem kvinderne med grindehvaler, som lever i en matriarkalsk flokkultur.
”Jeg ved godt, at vi stadig ikke har økonomisk ligestilling med mændene, og det er forkert. Men kvinderne har erobret enormt meget plads, og mændene har efterhånden ingen bastioner tilbage. Jeg tror, det er derfor sømandsfortællinger er sådan i vælten i øjeblikket – Carsten Jensens ’Vi, de druknede’ og Dennis Gade Kofods ’Nexø Trawl’. Fordi havet er mændenes sidste helle, derude hvor mænd stadig må ryge pibe, og barometeret- som i min bog - altid står på smukt vejr og 1030 millibar.”

I taxa hjem til barnet

Lisbeth Nebelong har ingen lyserøde sofapuder, og hun tilstræber bevidst en nogenlunde balance mellem det maskuline og det feminine i sit liv. Også professionnelt, hvor hun har vekslet mellem turbo-karriere-job og lange perioder som selvstændig skriver og foredragsholder. Med tid til mand, barn og fordybelse.
”Jeg vil ikke tvinges ind i den der enten-eller-fælde, som mange moderne mennesker er fanget i. Jeg insisterer på at holde balancen i mit liv, og derfor har jeg også bevidst valgt en hard core erhvervskarriere fra.
Lisbeth Nebelong var som ung journalist – og nybagt mor – souschef i DSBs presseafdeling. Her sad hun på spring til at blive katapulteret opad i erhvervslivet, men lige så spændende arbejdet var, lige så meget led hun, når hun hver eftermiddag, som en af de sidste, kom halsende til Mikkels daginstitution.
”Pludselig gik det op for mig, at det hér, det ville jeg bare ikke. Så sagde jeg op, og det interessante var, at da jeg valgte at satse på mit hjerte og blive freelancer og kunne hente Mikkel i børnehaven ved tre-tiden om eftermiddagen, begyndte det at vælte ind med tilbud. Det var i den periode, at jeg kom til at skrive om penge og økonomi, hvilket førte TV-programmer, bøger og foredrag med sig.”
Da Mikkel var otte år stod barometeret igen på karriere. Lisbeth Nebelong fik tilbud om at blive informationschef i Kommunernes Landsforening, og hendes mand, Jesper, bakkede op om skiftet. Han er overlæge i psykiatri og havde på det tidspunkt mulighed for at tage hovedansvaret derhjemme.
”Jeg var hos KL i tre år, og det var tre fantastiske år, hvor jeg sad midt i det politiske epicentrum og rådgav landets borgmestre om kommunikationsstrategier og taktik. Men til sidst var det bare for hårdt. Jeg arbejdede 70 timer om ugen og blev lige præcis hende, jeg skrev om i mine økonomibøger; hende, der kommer ræsende hjem i en taxa for at nå at kysse barnet godnat. Jeg kritiserer ikke de kvinder, der vælger de store karrierer, for jeg kender selv fascinationen. Det er spændende, men det æder én op,” siger Lisbeth Nebelong og fortæller om den ferie, hvor hun endeligt besluttede sig for gøre op med karrieremodellen og kvitte KL.
”Det var en meget stresset periode. Vi skulle på ferie på Madeira, det regnede hele tiden og Jesper og jeg skændtes, så det bragede. Da blev jeg klar over, at det bare ikke holder, det dér kompensatoriske liv, hvor man på en sommerferie skal forsøge at indhente hverdagens forsømmelse af hinanden.”

Erotiske fif

Færøblues er Lisbeth Nebelongs anden roman. Selv om det jo egentlig skulle have været den første. Men da hun for nogle år siden kastede sig fuldgyldigt over skriveriet blev det historien om Káris gymnasiekæreste, danske Lisa, og hendes svære livsvalg, som først tappede ud på papiret.
Debutromanen Når engle spiller Mozart er foreløbig udkommet i 3. oplag, og den nye roman er en slags litterær fortsættelse af Lisas historie, men begge kan læses selvstændigt.
Lisbeth Nebelong har i sine bøger stærke erotiske afsnit, som er så naturligt skrevet, at journalisten Lone Kühlmann på en bogmesse i Forum sagde, at hun fik helt lyst til at være med i dem.
Selv indrømmer forfatteren, at det var meget nemmere at skrive de erotiske scener i første roman, hvor hovedpersonen var en kvinde. Med Káris historie måtte hun have hjælp fra en stribe mænd i sin omgangskreds, som hun interviewede om sex og mænds erotiske syn på kvinder. En af dem, en toperhvervsmand, skrev endda flere sider om, hvordan en kvindes blik ændrer sig, når man først har været i seng med hende.
De sider brugte hun blandt andet til at beskrive, hvordan gymnasiedrengen Kári forføres af sin italienske klaverlærerinde. Scener, som emmer af opsparet lyst.
”Men de var svære at skrive, og jeg fik først rigtig hold på dem, da en forfatterkollega sagde til mig, at erotiske scener skal skrives så nøgternt som muligt. Det var et godt råd. Less is more.”

Menneskets opbrud

Lisbeth Nebelong har med vilje plantet størstedelen af handlingen i sin bog i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Fordi det er den tid, hun selv husker med nærmest dissikerende præcision – orangethe, bloklys og linoliumsgulve – men ikke mindst fordi det var her, de gamle traditioner gik i opløsning, og det moderne menneske fik personlig frihed til selv at søge sit liv. På godt og ondt.
”Indtil da levede de fleste jo et trygt og planlagt liv, hvor maskinmesterens søn blev maskinmester. Men så kom pludselig denne her individualisme, hvor bymennesker blev løsrevet fra deres familier og fik mulighed for selv at vælge til og fra. Det har givet os en enorm frihed, men også meget splittelse og mange mennesker, som er ensomme, fordi de har mistet rammerne. Vi er blevet pilgrimme på endeløs vandring efter noget at holde fast i og tro på, og det opbrud har jeg gerne villet skildre i min bog.”
Lisbeth Nebelong ser granskende på mig. Med de store, blå øjne. Som om hun vil være sikker på, at jeg har forstået.
Hun er en skæg blanding af hårdt og blidt. Det både-og hun gerne selv vil have lov til at være. Kontant finansskribent og fisk med skorpion i ascendanten. Går stadig til møder i hotpants, fordi hun ved, at hun har flotte ben, lægger ikke skjul på, at hun tyder drømme og taler om Freud og Jung, som var de gamle venner. Men hun er også benhård, når hun skal rådgive kvinder om, hvordan de får mest mulig ud af mændenes pensioner, og hun har med garanti fuldstændig styr på økonomien hjemme i villaen i Vangede.

13 døgn i stiv kuling

Som journalist er hun først og fremmest præcis, og det skinner igennem i hendes romaner, hvor hun har researchet selv den mindste detalje.
”Jeg læste en gang en kronik af Annemarie Løn, hvor hun beskrev, hvordan hun var blevet bestormet af vrede læsere, fordi hun i en bog havde nævnt en gøg, der kukkede i august. Det overbeviste mig om, at research er vigtig. At det ikke går at lade en søpapegøje flyve over en færøsk sø i januar, når de ikke er hjemme på det tidspunkt.”
Under arbejdet med Færøblues skulle Lisbeth Nebelong skrive et helt kapitel, hvor Kárii er ombord på farens fisketrawler. Og hvad gør man så, når man er research-oman og ikke kender noget til færøsk fiskeri? Man mønstrer med en trawler og 10 vejrbidte mænd.
”Det var faktisk en fan af min første bog, som skaffede mig kontakten til en færøsk reder. Og han ville gerne have mig med ombord, men kun som observatør. Kvinder, sagde han, kan ikke bruges som arbejdskraft, med mindre de er russere og har overarme som skinker.
Så jeg fik skipperkahytten med fire koøjer og pyntegardiner. Da vi sejlede ud fra Færøerne vidste jeg ikke, hvor længe jeg skulle være væk. Kun at det højest kunne blive 16 dage, for længere kan fiskene ikke holde sig.
Det er det vildeste sted jeg nogensinde har været. En ren mandeverden, hvor den kollektive stemning stiger og falder med, hvor mange fisk, der er i trawlet. Når der er god fangst, går der ren juleaften i den, og når fisken forsvinder, er der totalt undergrundsstemning.”
Lisbeth Nebelong sejlede på Islandsryggen i 13 døgn uden at se land. Undervejs blev det stormende kuling, vindstyrke ni og otte meter høje bølger, så kokken måtte surre sig fast, for ikke at vælte i kabyssen.
”Jeg var ikke bange, men i to dage var der så meget turbulens, at jeg ikke kunne lave andet end at ligge i min køje og læse ’So you want to write’ af den amerikanske skribent Marge Piercy. Den lærte jeg meget af. Hun siger blandt andet, at hvis en historie skal emme, så skal forfatteren ud og bo hos dem, hun skriver om. Og det tror jeg på.”

Tak til redaktionschef Nanna Sølvsteen, Femina, journalist Louise Sandager og fotograf Heidi Maxmiling for tilladelse til at gengive artiklen.

 

   
.